Jeg spurgte engang gamle tante Esther i København, som jeg altid nød at besøge p.gr.a. hendes lyse sind, spontane humor, slagfærdige indfald, udfoldelser ved flygelet, kærlige omsorg og udpræget sans for hygge  (”vi hygger os med en kop kaffe og Guds ord!”):  ”Hvordan blev du egentlig et troende menneske?” 

Så fortalte hun om en samtale, hun som ung havde med sin onkel (min morfar) om åndelig klarhed.  Hun troede nok det alt sammen, men den indre vished manglede.  Han blev ved Guds nåde hende til hjælp.  ”Du mangler nok bare at bekende det med dine læber”, havde han sagt.  ”Diagnosen” var korrekt.  Jo, det var jo ”bare” det, der manglede.  De bad sammen, og hun bekendte med sin mund ”Jesus som Herre”.  Det var ”lige efter bogen”, nemlig som Rom. 10:9-10 siger:

”Når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte Ham fra de døde, skal du blive frelst.  Thi med hjertet tror man til retfærdighed  (altså ikke egen-retfærdighed, men Kristus som vor retfærdighed), og med munden bekender man til frelse.”

Den rette hjælp kom med denne bekendelse, som altid først er overfor Herren selv, derefter  overfor mennesker.  For mig skete det ikke straks.  Som Josef fra Arimatæa og Nikodemus var jeg ”en af Jesu disciple, dog kun i det skjulte”  (Joh. 19:38), men ej så længe, ligeså lidt som det skete for nævnte to mænd.

Jeg sad ved tante Esthers dødsleje og spurgte hende:  ”Er der noget vigtigt, du gerne vil sige til mig nu?”  Hun sagde blot med svag stemme:  ”Jesus!”  Ham havde hun som ung pige fået lov at bekende sig til.  Og frelsen i Ham holdt til det sidste, thi endnu har ingen på sit dødsleje fortrudt sin omvendelse til Herren Jesus Kristus.

31.5.11.
-jn-