Vor forrige statsminister mente, at ideologiernes tid er forbi.  Nuværende statsminister Lars Løkke har sagt noget i retning af, at vor tids idealisme er realisme.  En filosof, jeg netop lyttede til i radioen, mente at det var for fattigt, thi fattig er det menneske, der mister illusionerne og ingen forestilling har om det, som ikke er ”realistisk”.

”De siger, du er en drømmer!” sagde til mig min gode chef, som jeg svarede:  ”Det gør ikke så meget, så længe mine drømme går i opfyldelse!”  hvad de også gjorde rent  konkret, thi Gud velsignede ”drømmerens” salgsarbejde.

Troende mennesker med sine ”drømme” fra Guds ord anses som virkelighedsfjerne.  Sådan så ateisten på den unge troende mand i en TV-dialog i programmet ”De omvendte” i går.  Ateistens realitetssans forbød ham at kalkulere med en personlig Gud i modsætning til hans modpart med et personligt Kristus-vidnesbyrd.

Den troende, unge mand  havde ingen ”videnskabelig” forklaring på troens overbevisning, som han tilskrev Helligåndens gerning,  hvad dog var et meget præcist svar.  Ateisten forlangte et håndgribeligt bevis på Guds eksistens, hvis han skulle tro på nogen Gud.  Mellem linjerne fornemmedes, at ateisten ikke kunne gøre sig færdig med spørgsmålet, men klyngede sig til ateismens halmstrå, som snørede sig om ham som en uløselig, gordisk knude.

Den kristne foreslog ham at vende sig hjælpeløst på sine knæ til den evige Gud.  Ateisten kvitterede med et overbærende smil.  Men hvorfor denne nedladenhed?   For vejen var jo anvist:  ”Hver gang en omvender sig til Herren, tages dækket – dvs. det åndelige mørke - bort!”  (2. Kor. 3:16).  Da hugges knuden over, og Jesus Kristus er pludselig det usynlige, lysende svar, som overstråler vantroens og verdsligklogskabens ”realisme”.

29.5.11 - jn