Jeg blev ganske muntert, ved et søndagsmøde for nylig på Vestsjælland, introduceret som ”folkekirkelig frikirkemand”.  Jeg måtte smile, men forstod nok meningen:  Jeg rækker broderhånd (Gal. 2:9) til enhver Kristi efterfølger uanset ”partifarve” og  ydre tilhørsforhold forudsat vi kender os eet i det samme evangelium, bekender os til det samme blod til vor frelse, til det samme ”salige håb”  (Tit. 2:13) og samme grundlæggende fordring på hvert eneste menneske, god eller ond, kirkelig eller ukirkelig, indenfor eller udenfor DK´s grænser, enfoldig eller kundskabsrig, rig eller fattig, af aristokratisk eller ringe herkomst, osv. osv. -  og denne fordring lyder:  ”Du må fødes på ny!”

Da jeg på min mors side kom af en meget religiøs familie, der til en vis grad snobbede for 1930´ernes agtværdige ”Oxfordbevægelse” med dens religiøse ”absolutter”, kom der efter min omvendelse  som ung en ny alvorstone ind i mit liv, nemlig alvoret om en ægte frelses-erfaring med vor Herre Jesus Kristus ved omvendelse og enfoldig tro uden gerninger og ikke henleve livet i religiøst selvbedrag.  Men ikke alle i min mors slægt gjorde dog det.  Flere oplevede en personlig omvendelse i troen på den fortabte sjæls eneste Frelser.  En af disse ”Oxford-kristne” sagde senere:  ”Var jeg fortsat på den måde, ville det være blevet min død!”

Jeg kommer lige fra et eet dags stævne i Jylland på Randers-egnen.  De kom fra forskellige ”lejre”, men en ”Åndens enhed i fredens bånd”  (Efes. 4:3) rådede blandt os.  Ordet havde frit løb, men lige så værdifuldt var det at kende ægte åndsforbindelse med den enkelte i samtaleform.  Her var det ikke spørgsmål om ”kirkelig observans”, men om åndeligt liv, som vi ikke kan tale os til, organisere os til, ”musicere” os til, - men som alene Kristi Ånd formidler spontant, kærligt, frit og ja, muntert og glad blandt genfødte kristne.

En vred avislæser anklager mig netop for at ”nedgøre” Folkekirken, men det er ikke på min dagsorden.  Som andre forkætrede forkyndere ned gennem kirkehistorien er det mit job i lighed med apostlen at henvende mig til ”ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn ved åbent at forkynde sandheden”  (2. Kor. 4:2) – nemlig sandheden om Jesus Kristus som vejen, sandheden og livet.  Ikke relativt, men absolut.  Jeg  har ikke fået nogen anden streng på min fiol, men den gør evigheden mig til gengæld ansvarlig for at slå på.

1/5.11

-jn-