Det citerede ord af David – jeg havde nær sagt:　 min poetiske kollega eller "rollemodel", hvis salmer har betydet så meget for mig – taler om åndelig, ej fysisk fasthed.　 P.gr.a. fysiske skavanker har mine skridt ikke mere samme fasthed som i min ungdom.　 Jeg støtter mig til en stok, selvom jeg godt kan klare mig uden, men jeg må leve med, at jeg er blevet en lidt haltende mand.

Alligevel går jeg med faste skridt på den faste Klippe, Kristus, min åndelige kraftkilde.　 Det kan alle troende vidne om i lighed med Israels børn i ørkenen:　 "De drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den Klippe var Kristus."　 (1. Kor. 10:4).　 På også vor ørkenvandring er vi ikke alene.　 En stærk Klippe følger med, dvs. vor nærværende, herliggjorte Frelser.

Min kone og jeg skal snart besøge en elskelig kvinde i oplandet, 　mor til mange vellykkede børn og også bedstemor til 17-18 børnebørn – en kvinde, hvis dejlige, lyse væsen i den grad altid har gjort mig i godt humør gennem mange år, men som nu er dødsmærket med en hjernesvulst og nu siddende i en kørestol, genstand for sin trofaste mands omsorg.　 Hendes lattermilde, kvikke replikker er det nu slut med, thi også talens evne er delvis lammet.　 Men tak og lov, også hendes skridt har åndelig fasthed, selvom hun næsten ikke kan stå på benene mere.

Jeg besøgte en gang en sengeliggende kristen ven i North Carolina.　 Det halve af ansigtet var ædt op af kræft.　 Han fik det skudsmål, at han sukkede 　i forventning om sit legemes fremtidige forløsning (se Rom. 8:23), men han klagede ikke!　 Jeg husker, hvordan han på sit sygeleje bad om evangeliets udbredelse.　 Trods et nedbrudt legeme var der åndelig fasthed over ham.

Denne morgen slutter jeg mig i taknemlig tilbedelse til Davids lovsang i salme 40.　 Klippen er stadig Klippen trods alt andet end 　klippefasthed i mig selv.　 Den hemmelighed at have min styrke og kraft i Kristus udenfor mig selv er en troens hemmelighed, som kun hjælpeløse troende mennesker kender til. Den hemmelighed udløser ægte lovsang.

Hvor vidunderligt da at kunne synge med Brorson (min anden poetiske "rollemodel"!):

Gud skal alting mage, mægtig i de svage,

(fra salmen "Gud skal alting mage…")

Lad os synge hele salmen sammen!

4.4.11,