Fryd er det, når våren kommet er,

skønt kulden os stundom plager,

mens dagene længes mer og mer,

naturen os dybt betager,

solsorten　 vi hører snart med sang,

som allermest os behager!

Med kraft springer bøgen ud igen

til skovduers kurrestemmer,

men først ses som sendt fra Himmelen,

hvad skovbunden til os gemmer:

Et tæppe af anemoners pragt,

hvis Skaberhånd vi fornemmer!

På marken er liv i overflod,

nu opskyder vintersæden,

på græs boltrer sig med uskylds mod

små lam fyldt af forårsglæden,

og for vore øjne ganske skjult,

der gemmer sig lærkereden!

Som forsmag på Eden blomstrer nu

Den forårsopstemte have,

thi glemt er den kolde vinters gru,

vi vil os på sol belave,

selv summende biers symfoni

er næsten en nådegave!

Af vinterens dvale vi på ny