Os hilser atter våren,

som vi har ventet på

i dragt som en højbåren,

der nu vil genopstå!

Det mærker vi til fulde

nær som en Åndens kraft,

glemt er snart vint´rens kulde,

vi længe nok har haft!

Hør glade fuglestemmer,

de kan ej tie mer,

thi også de fornemmer,

at våren nu er her!

Selv hunden bag stakittet,

ej skælder hidsigt ud,

den er af våren smittet

med glædens overskud!

Se, hånd i hånd passerer

en pigelil med mor,

og mens de to spadserer,

klukler det lille nor!

Ja, barnets leg og latter

opliver livsløs egn,

det i al uskyld pjatter

som vårens kendetegn!

Snart lærkens lovsangs triller

vårtiden varsler ind,

dens skjulte glædeskilder

gør godt for sjæl og sind!

Men vårens store Giver