|
"Hvor synden blev stor, blev nåden super stor!" Rom. 5:20, i latinsk overs.
Forfatteren og juristen Poul Hoffmann argumenterer overbevisende i sin velskrevne lille bog "Nardusmysteriet – Den virkelige Maria Magdalene" for, at Maria Magdalene i virkeligheden er identisk med synderinden i Lukas 7:36-50 og den Maria, som salvede Jesus umiddelbart før påske. Denne antagelse afviser så godt som hele den teologiske verden med henvisning til, at beretningen i Lukas 7 står i en anden kronologisk rækkefølge. Poul Hoffmanns svar er, at denne beretning ikke står i kronologisk rækkefølge ligeså lidt som fx tempelrensningen i Joh. 2, og at der er tale om den samme Maria, der som Marthas og Lazarus´ søster sidder ved Jesu fødder som en forvandlet kvinde og lytter til Herrens ord. Luk. 10:38-42. Poul Hoffmann har ikke nogen let "sag", men plæderer dygtigt og med respekt for Bibelens inspirerede autoritet.
Velanbragt skriver Poul Hoffmann: "Det er simpelthen for kunstigt at ville forestille sig, at Jesus to gange har været indbudt af en mand ved navn Simon til et måltid, hvor en kvinde har vakt opsigt ved at komme med en alabastkrukke og salve hans fødder og tørre dem med sit hår…." Jeg lader spørgsmålet stå åbent, men mit hjerte hælder til Poul Hoffmanns antagelse, som har mere end akademisk interesse for mig.
Og hør så hvorfor:
Da jeg en dag, for nylig, kom hjem fra min lille baptistkirke i Californien og fortalte min svigersøn om en yngre kvinde, jeg havde truffet på mødet, og som havde betroet mig sin noget "rodede" fortid, - hvilket jeg gjorde med nogle bemærkninger om det sædvanlige amerikanske roderi på det seksuelle område – sagde min amerikanske svigersøn kun eet ord til mig: "Maria Magdalene!" Jeg forstod hans "budskab" og følte mig straks skamfuld. Dette navn "Maria Magdalene" brændte sig fast i min sjæl under resten af mit ophold derovre. Min svigersøn er statsadvokat, offentlig anklager, og vant til at argumentere for en lovovertræders domfældelse. Men her var det ikke juristen, men en medfølende medtroende, som havde erfaret samme nåde i sit liv som Maria Magdalene. Jeg var – meget tiltrængt – blevet sat på plads.
Siden er jeg kommet til at se denne yngre kvinde som en moderne Maria Magdalene. Hun kalder sig selv en "baby i Kristus", men udstråler en glæde og taknemlighed over den overstrømmende nåde (Rom. 5:20), hun har fundet i sin Frelser. Hendes udstråling og nye, åndelige dømmekraft gør mange "gammel-kristne" til skamme. Hendes liv er for mig endnu et ex på, hvad den uforskyldte nåde i Kristus kan gøre ved et menneske. Hendes e-mais ånder af glæde og taknemlighed, selvom hendes omstændigheder ikke er lette.
Poul Hoffmanns antagelse blev altså for mig en opbyggelig og relevant lærdom i en konkret situation, men for den teologiske verden sikkert "for langt ude". Det skurer sikkert i ørerne at høre ham sige: "Den kristne, der finder det forskrækkeligt, at den yndige Maria i Betania skulle have været skøge og synes, at hun bliver mindre yndig af det, trænger ganske simpelt til at få repeteret, hvad evangeliet om frelsen i Jesus Kristus er og indebærer. Hvad syndernes forladelse vil sige!"
Jeg var i det mindste en af dem, der trængte til at få det repeteret!
Næstved, den 27.2.11
-jn-
|
