Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE MicrosoftInternetExplorer4

Det slog mig i morges, at Rom. 8 forkynder 3 slags sukke med en forventning, som hverken tekniske fremskridt, psykologisk ”krisehjælp” eller diverse gør-det-selv-programmer kan indfri, men ene og alene Ham, hvis kærlige frelsesplan vil blive virkeliggjort til punkt og prikke.

Det første suk kaldes skabningens suk.  ”Vi véd jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer endnu i denne stund.”  v. 22.  Der gøres mange forsøg på at iværksætte ”grønne” programmer om bedre miljø og klima.  Store forventninger næres fx til den internationale  klimakonference i Kbvn. til december.  Men de forpinte sukke i Guds mishandlede skaberværk, fulde af længsel efter ”den frihed, som Guds børn skal have i herligheden” (v.21) kan kun Gud lindre og tilfredsstille.  Og Han vil gøre det, når tid er inde i forb. m. Hans kommende freds- og Messiasrige.

Det andet suk er de troendes sukke.  Ganske vist ejer vi på grund af Åndens førstegrøde (v.23), dvs. den åndelige forsmag på det, der venter os, en herlig og forunderlig frihed i vor Herre Jesus Kristus.  Vi har barnekårets Ånd, men vi ”bier på barnekår, vort legemets forløsning” (v.23).  Det er den eneste del af os, som endnu ikke er forløst, men vil blive det.  Da skal vi uhindret nyde selve barnekåret hos Gud ved Jesus Kristus (Ef. 1:5) med alt det vidunderlige som følger med.

Det tredje suk er Åndens suk.  v. 26.  Vi kan gerne sukke over vor magtesløshed og klage over alt det, vi ikke magter, især når det gælder bønnens tjeneste.  Det er imidlertid ikke problemet, thi Ånden kommer os til hjælp i vor magtesløshed.  Ordet betyder egentlig, at Han tager del i den, også – ja, især – når vi bringer vore uudsigelige sukke frem for Nådens Trone.  Helligånden sukker sammen med os, lægger til, hvad der mangler af hellig røgelse, der når ”op for Guds åsyn” (Åb. 8:4).  Den, som véd, hvad det vil sige at vride sig i smerte på bønnens ensomme slagmark, véd hvad jeg taler om og kan også vidne om den Åndens lindring, der ledsager smerten.

For den sorgløse, overfladiske, friskfyragtige, rastløse og selvtilfredse Laodikea-menighed er dette naturligvis uforståelig tale.  Men for Herrens egne, der lever i Hans fortrolighed med Hans ord som eneste lys i mørket, er det trøsterige sandheder som del af selve ”frelsespakken”, der er skænket os i Jesus Kristus, og som vi skal sætte mod i hinanden med.

-jn-