Forside Artikler For alle er jeg blevet alt!
For alle er jeg blevet alt! Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 15. februar 2011 14:14

 

 

 

 

 

 

 

 

  

Misforstå mig ikke.  Jeg er meget dansk, men når jeg er i USA prøver jeg at være så "amerikansk" som mulig efter det paulinske princip:  "For jøderne er jeg blevet som en jøde for at kunne vinde jøder…" osv.  og:  "for alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle…" (1. Kor. 9:20, 22).


Sidste jul var min kone og jeg i Californien hos vor yngste datter og svigersøn og vore 2-sprogede børnebørn (3).  I  "min" lille baptistkirke i nærheden af familien rørte det mig næsten til tårer at høre børnene synge oppe på platformen i julen:  "Happy birthday to you, happy birth to you, happy birthday Lord Jesus, happy birthday to you!"  Sådan havde jeg aldrig hørt den populære fødselsdagssang sunget før.  Jeg fik en klump i halsen, må jeg indrømme.

 


Café-samtaler

 


En søndag efter gudstjeneste sad jeg på en udendørs café  (vejret er næsten altid godt i CA) og spiste en sandwich med min åndelige søn (skolelærer), nu 3 år gammel i troen.  Jeg sagde til ham:  "Robert, dette sandwich-måltid plus et glas isvand minder mig om første gang vi mødtes i din lejlighed.  Det var også med en sandwich og isvand, hvor du efter det dejlige måltid tog imod vor Herre Jesus som Frelser og Herre!"  Robert smilede.  Jo, den slags glemmer man ikke.  Og nu sad vi dér i et frit land på samme måde og med Bibelen på bordet – denne gang ikke for at få frelsens enkle vej forklaret, men for at dele med hinanden vore erfaringer på godt og ondt som Kristi ufuldkomne efterfølgere, og så dele relevante ord fra Bibelen med hinanden, der handlede om efterfølgelse i en lydig vandring med Herren.  Det er det, jeg forstår ved "Åndens samfund" (fællesskab), som Guds ord taler om (Fil. 2:1), men som desværre bliver mere og mere en "mangelvare" blandt bekendende, forjagede kristne.


En anden dag var jeg også på café, men denne gang i den "danske" by Solvang (på Vestkysten), hvor der ikke tales ret meget dansk mere, men dannebrog vajede dog overalt, og der sås  mange "danske" butikker .  Men eftersom byen blev grundlagt i 1912, er der selvsagt ikke meget dansk sprog tilbage.  Det ægtepar, jeg boede hos, nød jeg her et måltid sammen med.  Servitricen var en yndig, ung pige på 18 år.  "Der er 2 ting, jeg vil komplimentere dig for", sagde jeg til hende.  "Det er dit smukke ansigt uden den mindste sminke  ("krigsmaling" som jeg kalder det) og så din venlige, naturlige udstråling!"  Hun blev selvfølgelig særlig glad for vores bord, og jeg kendte i mit hjerte en særlig ømhed for hende.  Inden vi forlod cafeen, sagde jeg til hende:  "Jeg kunne ønske, du var mit barnebarn, men tag dette med dig og lov mig, du ikke kaster det bort!"  Hun fik mit "kort", som jeg kalder det (jeg bruger aldrig ordet "traktat") og fortalte hende, hvordan Herren som den gode Hyrde fandt mig som et fortabt får på kun 14 år.  Hun hedder Mandy, og jeg har bedt for hende siden.

 

 


Kirkemiddag

 


Ved en kirkemiddag i byen Lompoc (Vestkysten) fik jeg lov til at bringe en hilsen fra Danmark, hvad jeg så gjorde.  Det er meget nemt, for du kan altid finde på noget, amerikanerne ikke véd så meget om, fx om vort kongehus.  Men "hilsenen" jeg bragte var i virkeligheden allermest nogle sandfærdige ord om, hvordan Herren fandt mig i min tidlige ungdom.  Om hvordan jeg mødte Hans kald i min morfars missionshus på Nørrebro i København (dengang et slumkvarter).  Det personlige, selvoplevede vidnesbyrd hører man ikke så meget i det daglige kirkeliv (som er fyldt op med en masse, rastløse "programmer"), så jeg mærkede en særlig god kontakt.  Der var også uomvendte mennesker til stede, og til dem sagde jeg, som jeg har sagt til mange, mange amerikanere:  "Den gode Hyrde fandt mig for at jeg frimodigt kan sige til dig, at Han også søger dig gennem mit vidnesbyrd."  Jeg spurgte deres gode pastor, som blev min nære ven, om han mente, man kunne tale til folk på den måde?  Jo, det gjorde han selv, betroede han mig.

 

 

"Hvordan har du det?"

 


Amerikanerne har en standard-hilsen, som lyder "How are you doing?"  (Hvordan har du det?).  De mener ikke noget med det.  Det er kun en venlig hilsemåde.  Det skal dog siges til amerikanernes ros, at de er flinke til at hilse og gør det altid med et smil (her kunne vi nordboere måske lære lidt!)  Men jeg har haft personlig glæde ved ofte at standse op og spørge med et glimt i øjet:  "Vil du meget gerne vide, hvordan jeg har det?"  Eller jeg siger:  "Tak for din omsorg, jeg skal med glæde fortælle dig, hvordan jeg har det!"  Og så fortæller jeg dem om glæden ved at kende Herren som min Frelser, og de får mit "kort".  Det er i øvrigt smukt designet med både dannebrog og de øvrige nordiske flag, som er en fin anledning til at pege på korset i flaget og korsets evangelium.  Jeg kan i øvrigt anbefale dig, som læser dette, at få lavet dit eget, personlige "kort" i brystlommeformat i pæn design og med et ganske kort evangelisk budskab til at give til folk, du kommer i samtale med.  Som nævnt siger jeg ikke:  "Må jeg få lov til at give dig en traktat?"  men:  "Jeg vil gerne give dig mit kort, hvis du lover mig at passe godt på det!"

 

 


Hos frisøren

 


En dag måtte jeg til frisøren.  Håret vokser hurtigt i løbet af 2 mdr. og i den dejlige varme!  En sød, kvdl. frisør bød mig velkommen, og jeg skammede mig næsten over at skulle betale så lidt (13 dollars) for den fine service, jeg fik (dog giver man altid lidt drikkepenge).  Den unge kvindes venstre arm var spækket med én sammenhængende og totalt dækkende, farvestrålende tatovering.  Jeg kunne ikke lade være at spørge:  "Hvad betyder dette?  Er du medlem af en hemmelig klub? ".  Hun smilede og sagde:  "Nej, det er jeg ikke, men der er meget i dette univers, man ikke forstår."  Jeg sagde til hende:  "Jamen, så taler du med den rette.  Dagen i dag skal blive din dag!"  Og jeg fortalte hende om det univers, som ikke er "hjemløs", og hvordan dets evige Skaber har åbenbaret sig i Jesus Kristus.  Og så mit personlige vidnesbyrd.  Jeg tror, det blev hendes dag.  Hun betroede mig en masse, fik til sidst mit "kort" og gav mig en forsigtig klem.

 

 


I børnehaveklasse

 


Vor datter sagde til mig:  "De har spurgt henne i skolen, om du ikke kunne tænke dig at tale til de små og fortælle om Danmark?"  Det er vort ældste barnebarns børnehaveklasse, hvor børnene kun er 4-5 år.  Det havde jeg ikke lyst til, så jeg sagde til hende, at "det kan du gøre meget bedre!"  Men der var ingen vej uden om.  Så jeg viste dem nogle billeder af vore slotte og fortalte dem om flaget, som jeg havde med og straks jeg nævnte ordet "kors", blev jeg øjeblikkeligt afbrudt, og flere børn sagde højt "Jesus".  Jeg fortalte de kære børn, at Han er min bedste ven, og at jeg måske snart skal se ham, når jeg ikke kan leve længere. Jeg lærte dem et par ord på dansk, demonstrerede for dem med et lille optrin, hvordan man hilser på dansk, og at det naturligvis er fra Danmark, de vidunderlige Lego-klodser kommer.  Og så sang vi sammen den amerikanske udgave af "Jesus elsker alle små…"  Jeg var glad for, jeg gik med til denne 15 minutters børnesamling.  Det var i øvrigt første gang, jeg i USA har talt til så små børn.

 

 


Den super store nåde

 


Jeg kunne blive ved længe endnu, men nu må jeg slutte.  Vil blot sige, at også i USA får man anskueliggjort, at vi lever i en ufuldkommen verden.  Halvdelen af alle ægteskaber opløses, hvad enten man går i kirke eller ej (dog sker det ikke i de hjem, hvor man beder sammen, fik jeg at vide).  Ind imellem må jeg høre på hjerteskærende livshistorier.  Jeg tænker i skrivende stund på en nydelig, yngre kvinde, som med sorg fortæller mig om megen dårligdom, hun har været ude i med børn, der har 2 forskellige fædre.  Men hun er i sandhed en af dem, om hvem dette Guds ord passer:  "Hvor synden blev større, blev nåden end mere overstrømmende stor!"  (eller som der står i mit latinske Ny Testamente:  "Hvor synden blev stor, blev nåden super stor!").  Hendes taknemlig over at være fundet af de fortabtes eneste Frelser er grænseløs, og hun skriver rørende breve til mig om det nye liv med Jesus i hendes prosaiske hverdag.


Jeg er dansk og dansker for danskere.  Norsk for nordmænd. Tysk for tyskere, osv. osv.  Og så er der det land, hvor vi har noget af vort kød og blod, og hvis motto er "In God we trust!" og om hvilket George Washington, USA´s første præsident sagde:  "Det er umuligt at styre dette land udenom Gud og Bibelen!"

 

 


-jn

15.2.11

 

 

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)