Vi som danske elsker fædrelandet

med dets kyster og den friske strand,

hvor de små udfolder sig i sandet

eller pjasker i det salte vand.

Herom nu vi kan kun fantasere,

vinteren på hæld så småt dog går,

Solen her gør, at vi desto mere

tænker på det forår, Danmark får!

Her er blomsterflor, ja hele året,

løvet falder, men straks ses igen,

træet, som sydfrugter just har båret,

længe har ej nogen nøgen gren!

Men i Danmark knopper snart er fremme

på hvert træ, som vint´rens dvale nød,

ven jeg er med hver en årstid hjemme,

ingen vår er som den danske sød!

Her er fugleliv, jeg knapt nok kender,

både pelikan og kolibri,

men når Gud om natten stjerner tænder,

spillerum får frit min fantasi:

Se, en solsort smukt jeg hører synge

højt på grenen eller tagets ryg,

den hvert forår hjertet kan forynge,

den som dansker gør mig glad og tryg!

Hvor jeg end på kloden mig befinder,

langt i vest, i øst, i syd, i nord,

kun til evigheden jeg mig binder,

klarhed gav mig evangeliets ord:

Det har lært mig, at hvert folk, hver stamme,

er til Himlens kærlighed udset,

Kristus er som Frelser just den samme

for hvert folkeslag på vor planet!