Spørgsmål:　

Hvem var "ånderne i varetægt", som Herren ifg. 　1. Pet. 3:19-20 prædikede for?　 Og hvem er de døde, som evangeliet blev prædiket for ifg. 1. Pet. 4:6?

Svar:　

Sammenhængen i begge de anførte steder i Peters brev er trøstens ord til forfulgte kristne. - 　v. 18 er med det lille biord "for" (el. "thi") det guddommelige svar på (el. begrundelse for) de troendes lidelser påført af ugudelige mennesker. 　"Thi også Kristus døde én gang for synder, en retfærdig for uretfærdige…".　 Med andre ord:　 Hvad er den troendes lidelser at regne mod det, vor Frelser har lidt?　 1. Pet. 4:6 sætter jordisk lidelse og begåede uretfærdigheder op mod det evige, åndelige liv, der ikke kan dø, men skal leve "ligesom Gud lever" (dansk ovs.).

"Levendegjort i Ånden" var den guddommelige stadfæstelse af Kristi stedfortrædende død på Golgata (se også Rom. 1:4).　 I denne "levendegørelse" har troende mennesker del med et evighedsperspektiv, som jordisk lidelse og død ikke vil kunne ændre på, tværtimod.

Men hvordan skal ordene i v.19 da forstås?　 Der står jo, at "i denne (dvs. i Ånden) gik Han også bort og prædikede for ånderne, som var i varetægt, de som tidligere var ulydige, den gang da Guds langmodighed ventede i Noahs dage, mens arken blev bygget."　　 Hvornår gjorde Han det?　 Forkyndere, som jeg har den største respekt, forstår ordene sådan, at Kristus proklamerede i dødsriget sin triumf overfor de indespærrede ånder, hvad enten disse var faldne engle eller gudløse spottere, som hånligt så til, mens Noah byggede "frelsens ark".　 Denne prædiken el. proklamation (samme ord på græsk) førte således ikke til nogen omvendelse i dødsriget, men beseglede blot de fortabtes endelige dom.

Men en anden – og for mig personligt mere naturlig skriftforståelse – er, at Kristus allerede ved Helligånden gennem Noah (forgæves) prædikede omvendelse for ulydige mennesker, som på det tidspunkt endnu ikke var i varetægt, men de kom det, da de gik til grunde i syndfloden.　 Denne forståelse af nævnte bibelord gør ikke vold på grundteksten.　 I vor bibeloversættelse står der om "ånderne, som var i varetægt". I den (af mig) valgte udlægning ville det godt nok have været klarere, hvis der fx stod:　 "ånderne, som nu er i varetægt".　 Men på grundteksten står der blot:　 "ånderne i varetægt" (sådan også på engelsk), og det kan udmærket forstås som "ånderne, som nu (da Peters brev blev skrevet) er i varetægt", men var det endnu ikke den gang, da Kristus gennem Noah prædikede for dem.　 Han gik bort (dansk: drog hen) og prædikede for ånderne i varetægt (ordret), dvs. for de ugudelige mennesker, som nu er i varetægt, men som ikke var det, da de hørte Guds ord gennem Noah.

Dette med at Kristus "gik bort" eller "drog hen" er en ordlyd, som har paralleller i det gamle testamente.　 Vi læser fx, at "Herren steg ned" (1. Mos. 11:5) og:　 "Herren går ud fra sin bolig…" osv. (Mik. 1:3) – "Jeg vil gå min vej…"　 (Hos. 5:15). -　 At "ånderne" er menneskers og ikke engles　 　ånder (som nogle hævder) har vi principielt ingen vanskelighed med.　 Bibelen taler fx om "ånder, som er retfærdige" (Hebr. 12:23), men i dette tilfælde var de uretfærdige og fortabte.

Den kendte bibellærer H.A. Ironside skriver i pagt med dette bibelsyn: "Efter at Jesu legeme og ånd havde været adskilte i døden, blev Han oprejst ved Helligånden, i hvilken Han for flere tidsaldre tilbage gennem Noah prædikede for ånder, som Gud tilmålte en frist på 120 år (1. Mos. 6:3).　 Det var i denne periode, hvor Guds langmodighed ventede, at Kristus ved Ånden prædikede gennem nævnte patriark."

Som antydet i indledningen af denne artikel taler 1. Pet. 4:6 om de troende døde, som mens de levede var udsat for spottere akkurat som tilfældet er med de troende idag.　 Den dom, de var udsat for af mennesker her på jorden, ville med evighedens målestok ikke have noget at sige.　 Gud er den, som får det sidste ord og "står færdig til at dømme levende og døde".　 Det er altså et trøstens ord til lidende kristne.　 De som er gået forud, 　dvs. de døde, for hvem evangeliet blev forkyndt til frelse, skal få lov at glemme menneskers uretfærdige domme.　 Hjemme hos Gud skal de "leve som Gud i ånden" eller som der står i den danske Bibel:　 "De skal leve i ånden, ligesom Gud lever."

Af respekt for gode bibelfortolkere, som har et andet bibelsyn, fremlægger jeg i ydmyghed og med største varsomhed denne udlægning uden at være dogmatisk, men er det ikke trøsterigt at vide, at den troende, som her må lide og tåle megen uret, i evigheden vil få fuld oprejsning, hvor de skal "leve som Gud lever"?　 Ligeledes skal Noah være for os et ex på en forkynder, der var tro mod sit kald trods manglende resultater.

-jn-