Spørgsmål:

Svar:　

Under Helligåndens inspiration var det for apostlen Johannes vigtigt med en sand, uafkortet forkyndelse af Guds Søn.　 Der har til alle tider, også i vor tid, været snedige, forførende angreb på Hans person. Derfor gør apostlen meget ud af at understrege, at Jesus ikke blot er Jesus, men at Han er "Kristus kommen i kødet" (2. Joh.v. 7), hvilket er ensbetydende med en bekendelse til Ham som den inkarnerede, salvede Guds Søn, ja, som "den sande Gud og det evige liv" (1. Joh. 5:20).　 Dette er en anstødssten for moderne, religiøse retninger også i dag.
 

På Johannes´ tid huserede en vildfarelse kendt som "gnostikerne" ført an af en prominent forfører ved navn Cerinthus.　 Han lærte, at　 ved Jesu dåb iklædtes Han Kristus, men ved Hans senere lidelse og død forlod Kristus Ham, så der kun var Jesus tilbage.　 Det var med andre ord en fornægtelse af selve den guddommelige inkarnation.　 Denne vranglære blev lanceret som en "dybere indsigt" eller kundskab (det græske ord "gnosis" betyder ligefrem "erkendelse"), men imødegås af både apostlen Johannes og Paulus.　
　

Her gør Johannes under ledelse af Guds Ånd det klart, at Jesus ikke bare kom "med vandet" (dåben), hvor Han fik dette vidnesbyrd: "Denne er min Søn, den elskede;　 i Ham har jeg velbehag!"　 (Mt. 3:17), men også "med blodet" (Hans lidelsens dåb), idet "Gud stillede Ham til skue i Hans blod"　 (Rom. 3:25, norsk ovs.) til vor frelse og retfærdiggørelse.

Det vil sige:　 Gennem hele Jesu offentlige tjeneste i ca. 3½ år fra dåben til Hans stedfortrædende soningsdød på korset var Han Guds evige Søn i menneskeskikkelse, som Åndens vidnesbyrd peger på, thi Ånden vidner ikke om Ånden, men om den korsfæstede og opstandne, herliggjorte Jesus Kristus.　 Mærk:　 "Helligånden vidner for os herom,"　 (Hebr. 10:15), nemlig om Kristi fuldbragte værk.　 Som Herrens vidner er vi ikke kaldede til blot teoretisk at forklare teologiske begreber, men i Åndens kraft at forkynde Kristus sådan som evangeliet fremstiller Ham.　 Herren sagde:　 "Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft, og I skal være mine vidner…"　 (Ap.G. 1:8) og ikke:　 "I skal blive så og så dygtige teologer til at argumentere el. diskutere."

Men netop fordi det er apostlen Johannes, hvis pen Helligånden fører i ovennævnte brev, må vi også henvise til hans beretning i Joh. 19:34:　 "Men en af soldaterne stak ham (Jesus) i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud."　 Det var en detalje ved Golgata-værket, som gjorde stærkt indtryk på apostlen:　 "Og den, der har set det, har vidnet om det – og hans vidnesbyrd er sandt – og han véd, at han taler sandt – for at også I skal tro."　 (v.35)

Her afskygges, tror vi, yderligere en side ved det nye liv i Kristus.　 Vi har allerede　 nævnt blodet,　 hvormed Kristus har gjort fyldest for alle vore synder én gang for alle.　 Det er Hebræerbrevets store tema. Han kom også "med vandet", læste vi, og Han kommer stadig til os med "vandet", dvs. Guds ord. Bibelen taler om "vandbadet i ordet"　 (Ef. 5:26).　 På vor vandring som Kristi efterfølgere findes der ikke noget bedre "bad" til vor praktiske 　helliggørelse end den løbende omgang med Guds rene ord. I Kristi blod er skylden borttaget, - ved tilegnelsen af Guds ord findes vor praktiske befrielse fra syndens herredømme.　 "Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde mod dig."　 (Salme 119:11).

-jn-