Forside Klummer Flyverdragtpigen
Flyverdragtpigen Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 27. november 2010 17:22

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Da  jeg på besøg i Skovlunde (nv for Kbvn.) i går gik mig en dejlig lang eftermiddagstur i den ældre, sneklædte, julekortlignende del af landsbyen,  blev jeg råbt an af en barnestemme fra en villahave.  En lille hjerteknuser af en pige i flyverdragt ivrede:  "Vil du ha´ en snebold?"  Hun stod oppe på en affaldscontainer for at få bedre udsyn og rakte mig gennem det beskyttende trådhegn en velformet, fast snebold.  Jeg takkede rørt.  "Jeg har flere", betroede hun mig og pegede på et lille arsenal under opbygning.  Til gratis uddeling.

"Er du ikke bange for at falde ned?" spurgte jeg.  -  "Ork nej, det har jeg allerede prøvet!"  Hvor var hun dog herlig umiddelbar.  "Hvad hedder du, og hvor gammel er du?"  - "Liza, 6 år!" - En bil standsede ved indkørslen.  Jeg håbede, det var en af hendes forældre, men det var bare nogle, hun kendte, sagde hun henkastet.


"Jeg taler helst med børn, thi om dem tør man håbe, at de kan blive fornuftsvæsener;  men de, der er blevet det – Herre Jemini!" sagde som bekendt Søren Kierkegaard.  Jeg tænkte på disse visdomsord, da jeg forunderligt glad i sindet forlod det lille nor.  På mange måder er S.K. også på det punkt min åndsfælle.


Da jeg igen sad i familiens varme stue, hyggede jeg mig lidt med vort 12-årige barnebarn, Andreas, heldigvis stadig lidt af et legebarn.  "Jeg bliver i godt humør hver gang, jeg ser dig!" sagde jeg til ham.  Nu talte vi sammen om hans og mine oplevelser gennem dagen her lige før spisetid, og jeg sagde: "Se, nu sidder vi to og taler hyggeligt sammen, men det er der mange, der ikke kan.  Ovre i USA kender de ikke en gang det danske ord "hygge".  Der findes ikke noget engelsk ord for det!"  Det indrømmede en gang min amerikanske svigersøn, Ian.

"Jeg taler helst med børn…"  Hvor forståeligt!  Men i det åbne terræn taler jeg helst med alle.  Fra Skaberens side er vi skabt til at kommunikere.  Kommunikation – lysten til at meddele sig – er ikke intellektuelles opfindelse.  Den stammer fra Gud.  "I begyndelsen var ordet", begynder Johs.evangeliet med.  Tænk på det.  Det fandt legemligt udtryk i vor Herre Jesus Kristus.  Aldrig har Gud meddelt sig så stærkt som gennem Ham. Det skal vi snart til at mindes ved juletid.


Ingen af os er bestemt til at gå rundt som levende mumier.  Det er naturstridigt.  Kan du ikke meddele dig til det lille barn, du møder?  Vink til det i det mindste!  Dets umiddelbare, smilende vink tilbage gør noget godt ved dig!  Prøv selv!

 

-jn-

25/11.10

 

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)