Forside Spørgsmål og svar Syndsbekendelse for Gud og mennesker
Syndsbekendelse for Gud og mennesker Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 09. november 2010 08:05


Spørgsmål:    Er det nødvendigt at bekende sin synd for både Gud og mennesker for at få tilgivelse?  Der står jo i 1. Joh. 1:9, at  ”hvis vi bekender vore synder, er Han trofast og retfærdig, så Han tilgiver os vore synder og renser os fra  al uretfærdighed.”  Ifg. dette ord er det jo Gud, som tilgiver, og det er vel nok?

Svar
:  Sandt nok er vor synd først og fremmest et spørgsmål mellem os og Gud, og derfor er det selvsagt Hans tilgivelse,  vi først som sidst behøver.
.
Men menneskers tilgivelse har vi også brug for, så længe vi fejlende mennesker befinder os på denne jord.  Og der findes næppe nogen kristen, uanset hvor from han/hun er, som ikke har haft brug for at bede andre om tilgivelse.

Guds ord forudser just dette, hvor ydmygende det end er.  Det indebærer, at vi går både til Gud og til det menneske, vi har forurettet, uanset hvor ”bagatelagtigt” det kan være, som fx et uoverlagt, ukærligt ord.  En uretfærdig anklage.  En usandhed.  En bagtalelse.  En hovmodig indstilling.  En forhånelse, latterliggørelse, ringeagt, ukærlig kritik, dømmesyge, selvretfærdig adfærd, løftebrud, etc.

Den kristne menighed slider med den slags dårligdomme,  som trives ofte i det skjulte, dulmet af orgelbrus, mødeprogrammer, ”lovsang”, påtagede ”fromme” miner og ”overåndelige”  talemåder.  Det er meget sjældent, en kristen går til en medkristen i en ydmyg ånd og beder om tilgivelse.  Jeg har kendt brødre, som er gået i graven uden nogen sinde at få gjort deres mellemværende op.

 Men når det sker, løsnes der forunderligt op på de uudholdelige spændinger og fastlåste modsætningsforhold, og de levende vandstrømme, inkl. kærlighedens tårestrømme, flyder igen.
 
Det hører også med til et sundt, åndeligt klima at gå direkte til den medkristen, som har forsyndet sig (og ikke gå til alle mulige andre) og gøre det i den rette ånd som skrevet står: ”Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette…”osv.  Gal. 6:1.
 
Og Jakob siger:  ”Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt.”   (Jak. 5:16).  Personligt tror jeg, at denne bekendelse af synder for hinanden sker overfor den eller de, synderne konkret er begået imod.  Jeg er skeptisk overfor Oxfordbevægelsens praksis i gamle dage med åben syndsbekendelse på åbne møder.  Jeg tror ikke, det er det, Jakob taler om.

Pladsen tillader ikke at nævne de mange Bibel-steder, der taler herom.  Hårde, tilfrosne hjerter er nok en af hovedårsagerne til mangel på vækkelse og åndeligt liv.  I min ungdom i USA var det en del af vor ”børnelærdom” altid at gå direkte til hinanden  når der var en konkret ”sag”, der skulle gøres op.  Denne tjeneste blev kaldt ”Personal Ministry”, og denne kunne naturligvis misbruges i en lovisk ånd, men praktiseret som anvist i Gal. 6:1 kunne den være til både hjælp og velsignelse.

Kærligheden til den bror el. søster, du gerne vil hjælpe, vil være så stor, at du i den konkrete situation ville ønske, at det var dig, der skulle hjælpes, thi i denne tjeneste står ingen af os på nogen piedestal.  Her bor vi alle i et ”glashus” og kender selv behovet for barmhjertighed og tilgivelse.

-jn-

9.11.10

 
Copyright © 2022 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)