Forside Artikler Vore brødres anklager
Vore brødres anklager Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 02. november 2010 06:09

”….nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat.”  Åb. 12:10.

Min amerikanske svigersøn er statsadvokat, dvs. off. anklager.  På statens vegne påser han, at retfærdighed sker fyldest efter møjsommeligt at have indhentet afgørende bevismateriale og efter, at den anklagedes forsvarer har fået lejlighed til at imødegå anklagepunkterne.  Dette drama i en retssal har altid fascineret mig.

I den usynlige verden optræder universets dygtigste, mest erfarne og mest overbevisende anklager, nemlig djævelen.  Hans domæne er ”luftens rige”  (Ef. 2:2), og hans dygtige ”medjurister” er ”magterne og myndighederne, verdensherskerne i dette mørke og ondskabens åndemagter i himmelrummet”  (Ef. 6:12).

At hans fjerne hovedkvarter er ”himmelrummet” betyder ikke, at han er ”uden jordforbindelse”.  Overfor Gud kommer han til kort, som han gjorde det i Jobs og i ypperstepræsten Josuas tilfælde (Job 2:12, Zak. 3:1-5), men her på jorden lykkes han ofte, fx ved at brødre anklager brødre.  Ak, det véd vi alt for godt.  Men bag disse anklager står ”vore brødres anklager”.  Lader vi os anklage og nedbøje, lammes vor åndskraft og den onde triumferer.

Ser vi hvem, der er på færde, og går vi mod ham i kraft af Kristi kors  (”de har sejret over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord..”), forstummer al anklage med apostlens ord:  ”Hvem vil anklage Guds udvalgte?  Gud er den, som retfærdiggør!  Hvem er den, som fordømmer?  Kristus er den, som er død, ja meget mere:  som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os”  (Rom. 8:33-34), nemlig som vor suveræne ”talsmand”  (engelsk: advokat) hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.”  (1. Joh. 2:1).

Er du under anklage og fordømmelse? Husk, djævelen kommer ikke altid som djævel og siger ”Bøh!” men han kan snedigt bruge ”fromme” mennesker.  Han brugte Peter i en kritisk situation, men Jesus tilbageviste ham med sit ”Vig bag mig, Satan!” Historien har gentaget sig igen og igen og igen. 

Du græmmer dig måske over en medkristens falske anklage? Indtag din sejrende stilling i Kristus og græm dig ikke længere.  Er anklagen berettiget?  Synk ikke ned i forsagthedens sump, men bekend, hvis der er noget at bekende i Hans lys, hvor du straks er under det rensende blod (1. Joh. 1:7-9) og syng da med Brorson (min yndlingssalme):

Hvo vil mig anklage?  Og for dommen drage
hen på Sinai?
Synden jeg bekender, mig til Jesus vender,
dermed er jeg fri!
Mød mig da på Golgatha,
Jesus vil min sag antage, hvo vil mig anklage?

Hvo vil mig fordømme?  Jesu blodestrømme
sænker jeg mig i!
Gud for alle riger dømmer selv og siger:
”Denne han er fri!
Han er to´t i Jesu blod,
Satan, synd og død må rømme,
hvo vil mig fordømme?

-jn-

2.11.10

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)