”Da jeg fik byen at se, kastede jeg mig ned på jorden, opløftede mine hænder og sagde:  Vær hilset du hellige Rom!” (Da Luther til fods så Rom i det fjerne)

I disse dage (nov. 2010) er det nøjagtigt 500 år siden (den nøjagtige dato i november er ukendt), at den da 27-årige Martin Luther sammen med en anden munk rejste på vegne af sit Augustiner-kloster i Erfurt til Rom for at forelægge for paven et internt klosteranliggende.  For Luther personligt var det mest af alt en søgen efter mere fromhed og opnåelse af en klækkelig eftergivelse af skærsildens straffe, som også kunne erhverves på andres vegne, og Luther nærmest beklagede, at hans forældre ikke allerede var i skærsilden, så at han ved religiøse fromhedsøvelser kunne udløse dem.

Luther var således på det tidspunkt endnu 100% loyal mod Romerkirken og drømte ikke om en fremtid som reformator.  Han var dog ingenlunde en krybende, autoritetstro munk, men en reflekterende jurist fra universitet i Erfurt i 1505, samme år som han blev klosterbroder efter en dramatisk uvejrsoplevelse med lyn og torden tidligere på sommeren.   ”Sankt Anna, hjælp mig!  Jeg vil være munk!” havde været hans angstråb.

I de efterfølgende år havde han som præsteviet munk både celebreret sin første messe (1507) under overværelse af sin far, Hans Luther, og uddannet sig til at kunne undervise i Bibelen på universitetet i Wittenberg, hvor han senere tilbragte resten af sit liv.

Luther havde bedyret sin far om sit guddommelige klosterkald, men fået til svar:  ”Gud give, det ikke var djævelen i forklædning!”  Det var ord, som aldrig slap Martin.  Det var måske da, hans katolske børnelærdom fik det første, smertelige grundstød?

Hvad den unge fromhedssøgende munk imidlertid nu så i Rom hin november i 1510,  gav ham yderligere et skud for boven.  Den evige stad var alt andet end fromhedens højborg, men lige så rådden indvendig, som den udadtil imponerede med pomp og pragt.  I folkemunde hed det da også, at denne depraverede by var bygget oven over helvedet selv.  Det spartanske, selvfornægtende munkeliv, han selv levede, genså han ikke hos sine nydelsessyge og umoralske munke- og præstekolleger, som ofte tog godt og vellystigt for sig af retterne sideløbende med en nærmest parodisk indstilling til deres præstekald.

Vore dages sørgelige sex-skandaler i den katolske kirke og dets skoler, nonne- og munkeklostre, som ingen ende synes at tage, florerede også dengang, ej mindst hos renæssance-paverne, blandt hvilke pave Alexander VI (1431-1503) var den mest berygtede.  Det naturstridige cølibat-løfte tog de mildt sagt ikke så tungt.  Heller ikke den gang.

Luther var naturligvis ikke uvidende om alt dette, men var foreløbig overbevist om, at kirken som suveræn formidler af Guds nåde og helgeners fortjenstfuldheder ikke anfægtedes af visse medlemmers umoral.  Luther var for optaget af sin egen frelse til at stirre sig blind på de gejstliges fejl og brist.  For udenfor Romerkirken og dens relikvier fandtes alligevel ingen frelse, og derfor måtte andres synder ikke distrahere ham.  Han havde nok med at feje for egen dør, og hans fromhedsøvelser var da også næsten ved at tage livet af ham.  ”Hvis en munk nogensinde skulle kunne komme i Himlen i kraft af sit munkeliv, måtte det blive mig”, erklærede han senere i retrospekt.
 
I Rom skulle det religiøse højdepunkt være på sine knæ at kravle op ad den hellige 28-trins Pilatus-trappe i marmor  (hvor Jesus engang havde stået), - ”La Scala Santa” som den kaldtes – og bede sit ”Pater Noster”  (Fadervor) på hvert nyt trappetrin.  Denne berømte kæmpe-relikvie fra Pilatus´ palads var efter sigende blevet fragtet fra Jerusalem i år 334 til Rom på foranledning af den kristne kejser Konstatins frue.  Den besværlige trappeopstigning skulle så belønnes med så og så mange års eftergivelse af skærsildslidelser. 

Da Luther omsider havde bedt sit sidste ”pater noster” på det øverste trin, sagde han til sig selv (ifg. egen beretning):  ”Hvem véd, om det forholder sig sådan?”  Et sundt tvivlens kim var plantet i hans  sjæl.  Selve evangeliet om retfærdiggørelse ved tro var endnu ikke dæmret for ham trods hans intense religiøsitet, men pilgrimsrejsen til Rom havde rystet ham.  ”Ikke for tusind gylden vil jeg sælge den lykke at have set Rom”, sagde Luther senere.  For han var trods alt tilfreds med at have fået øjnene åbnet for  vrangsiden af pavekirken.  En afstandtagen, som i øvrigt moderne, katolske historikere er enige i.

To år efter, i året 1512, tog han en doktorgrad i teologi, og i efteråret 1515, fem år efter det ulyksalige besøg i Rom, begyndte han at holde forelæsninger over Romerbrevet i Wittenberg.  Man regner med, at det var omkring den tid, at han fik sit egentlige evangeliske gennembrud ved dybere forståelse af det kendte Paulus-ord ”Den retfærdige skal leve af tro” (Rom. 1:17).  Det blev gnisten, der antændte den største og mest skelsættende, åndelige vækkelse i Europa.  Den ydmyge munk forvandledes til en reformatorisk bulldozer og satte dagsordenen – også i Danmark med lutherdommens indførelse i 1536.

Tilbage bliver dog spørgsmålet:  Er den kirke, som 500 år efter endnu bærer Luthers navn, fortsat en vækkende, reformatorisk kirke eller er den trods orgelbrus og ritualer mere eller mindre blevet til et imponerende, men livløst monument? 

Så kategorisk enten-eller kan spørgsmålet heldigvis ikke stilles.  Den evangelisk-lutherske kirke har også op til vor tid og med mellemrum haft sine åndelige vækkelser som spontane, friske vindpust både af læg og lærd. Her kan i flæng nævnes mænd som Danmarks Vilh. Beck fra Indre Mission, Norges Hans Nielsen Hauge, Sveriges Rosenius og mange, mange flere.  Hvem siger, at ikke andre fornyere kan stå frem fra uventet hold?  Men omvendt:  En kirke uden åndelig fornyelse er netop trods dens orgelbrus, ritualer, altertjeneste og højtidelige præstekjoler en døende kirke, der kun har gravens fred over sit støv at se frem til.  

Jørn Nielsen, H.C. Lumbyes Vej 159A, 4700 Næstved