Spørgsmål:  Det siges, at efter jødisk opfattelse er et liv efter døden ikke noget, vi kan vide noget om.  Således udtalte den afdøde, danske overrabbiner, Marcus Melchior, ”at man med sikkerhed kun kan sige, at et menneske lever videre efter sin død i og gennem sine børn.”  Hvad er det bibelske svar på en sådan udtalelse?

Svar:    Lad os blot læse nogle få steder i  jødernes egen Bibel, dvs.  det, vi kalder Det gamle Testamente:

Vi har eksemplerne med Enok og Elias. ” Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham”.  1. Mos. 5:24.  Om alle de andre i det lange slægtsregister i 1. Mos. 5 står der, at ”de døde”, men ikke om Enok.  ”Gud tog ham” og ifg  Hebr. 11:5 skete det, for at ”han ikke skulle se døden”. Sådan var det også med Elias, som heller ikke så nogen død.  ”Elias for op til Himmelen i stormvejret” ifg. 2. Kg. 2:11.  Men hvis ingen af disse mænd så døden, hvad så de da?  Dette er skjult for os, men én ting véd vi:  De gik ikke sovende eller bevidstløse ind i evigheden
.
Men hvad med alle de andre troende mennesker, som ikke oplevede miraklet med at undgå døden?  For de, der endnu er i live, kan døden se trøstesløst ud.  Således siger Job:  ”Den, der synker i døden, er borte”  (Job 7:9).  Og:  ”De døde priser ikke Herren, ingen af dem, der steg ned i det tave.”  (Salme 115:17).  Men her tales blot om de dødes bortgang ud fra de levendes synsvinkel.  Ordet siger ikke noget om det, vi ikke kan se, dvs. om deres tilværelse hinsides den tavse grav.

Det gør Asaf i salme 73:24 inspireret af Guds Ånd.  Han siger (profetisk):  ”Du leder mig med dit råd og tager mig siden bort i herlighed.”  Døden ville altså blive afløst af et ”siden”og dette ”siden” ville blive ”i herlighed”.  Når mennesker hævder, at med døden er alt slut, svarer Bibelen:  Åh nej, min ven, der findes et ”siden”,  når din sjæl har forladt legemet!  Og du vælger selv, hvor du vil tilbringe evigheden, dvs. enten i Guds nærhed eller borte fra Hans ansigt.
 
Når der i 1. Mos. 25:8 står, at Abraham døde i god alderdom, gammel og mæt af dage og samledes til sin slægt”, fandt hans begravelse sted langt borte fra hans slægt, nemlig i Makpelas klippehule (v.9).  Hans far blev fx begravet i Karan (1. Mos. 11:32).  Deres døde kroppe blev begravet hver for sig forskellige steder, men  de selv samledes eet sted i den hinsides verden.  Vi vil kunne finde noget lignende mht Isak og Jakob.  Men pladsen tillader ikke at nævne flere eksempler.

Men hvor var deres slægt, som de samledes til?  Vi kan kun svare, at de flyttede til den usete verden, som på hebræisk hedder ”sheol”, dvs. dødsriget.  Men det har de oplevet som et godt og herligt sted i Guds nærhed.  ”Reder jeg leje i dødsriget (sheol), så er du dér!”  (Salme 139:8).

Ved Jesu konfrontation med Saddukæerne i Mt. 22 (den tids rationalister) om den evige verden, citerede Han de mægtige ord:  ”Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.”  Og så føjede Han til:  ”Han er ikke Gud for de døde, men for de levende.”  ( v.32).  Med andre ord:  Disse patriarker var for Gud levende patriarker.  Det hed jo ikke:  ”Jeg var Abrahams Gud…” osv.  De var i Guds nærhed, selvom deres kroppe var døde.
 
I  Jesu samtale med Moses og Elias på forklarelsens bjerg (Mark. 9:1-8) fik  Peter, Jakob og Johannes et kort indblik i evighedens transcendente verden.  De to mænd var spillevende og kommunikerede med Jesus.  Deres evige verden, skjult for os, var rig og herlig, men skjult for os.

Med ærefrygt kan vi sige:  Kristus, vor korsfæstede og opstandne Frelser, har hugget dødens gordiske knude over for os.  Han sagde:  ”Jeg er opstandelsen og livet;  den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.  Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.”  Disse ord sagde Jesus til en kvinden  Marta og føjede til:  ”Tror du det?”  Hun svarede: ”Ja, Herre!  Jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til verden.”  (Joh. 11:25-27).

Det er lykkeligvis muligt som Marta at give  også vort ”Ja” til Ham og vedkende os dette ”Ja” overfor mennesker.  Da vil overgangen fra ikke-tro til troens levende bekendelse til det evige liv i Jesus Kristus, ske allerede nu uanset, hvad der ellers måtte ske med vore forgængelige legemer.

Med Kristi opstandelse og sejr over døden og dødsriget flytter de troende, som dør, ”bort fra legemet og hjem til Herren” (2. Kor. 5:8), ind i paradiset, i bevidst samfund med Kristus og ikke ind i nogen ”sjælesøvn”.  Kun det begravede legeme ”sover” og omtales som ”hensovet” indtil den legemlige opstandelse (1. Thess. 4:l3-18), men den frelste sjæl og ånd lever, sådan som Herren lovede:  ”Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.”  (Joh. 11:25).

-jn-

14.10.10