Forside Salmer Evangeliet, mit charter
Evangeliet, mit charter Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 30. september 2010 13:29

Mel.:  Tag det sorte kors fra graven…  eller:   Vaj nu korsets flag… (Danske salmebog)

Jesus Kristus, frelsens Klippe,
hvorpå hvile kan min tro,
evigt Han mig vil ej slippe,
på Hans ord jeg kan bero!
Frihed har i Ham jeg kun
korset er min ankergrund,
ja, det ord på ny mig vækker,
i Hans nåde jeg mig dækker!

I mig selv kun mørkt jeg finder,
kun fortabelse er dér,
loven mig til synden binder,
i dens krav ej frelse er!
Men i Kristus fandt jeg svar,
lovens bud Han opfyldt har,
jeg som træl ej mer mig vånder,
men i nåden frit jeg ånder!

Biblen styrker mig og nærer,
ord udgår dér af Guds mund,
som forunderligt mig bærer
i min svaghed stund for stund,
menn´skeord ej rækker til,
ofte de forvirre vil,
men et løfte dybt i nøden
lyser op helt ind i døden!

Evangeliet er mit charter,
det Guds kraft til frelse er,
selvom verden fjendsk sig arter,
vi frimodigt det frembæ´r!
Fæstningsværker brydes ned,
tomme hovmodstanker med,
indtil råb om frelse høres,
når en synders hjerte røres!

Brødre, søstre, istem tonen,
Som Guds folk er hjemme i,
snart vi samles foran Tronen,
når vor trosstrid er forbi!
Lyde skal i glædeskor
helt fra øst, vest, syd og nord
af Hans frelsesværk opflammet:
”Ære være Gud og Lammet!”

19.9.10 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)