”Ved kundskab fyldes rummene med alt kostbart og rigt!”  (Ordspr. 24:4, eng.ovs.)

Om en rig mand, jeg kendte, hed det:  ”Selv dronningen bor ikke så fornemt som han!”  Hans gods havde mange rum fulde af kostbarheder.  Og dog blev der sagt om ham:  ”Han er i virkeligheden en fattig mand.”  Det vidste han inderst inde godt selv.  Hans livs indre rum var uden den åndelige kundskab, der alene kunne have gjort ham rig.

Kristnes ”rum” kan også være tomme, uden den kundskab, der kunne berige andre.  De har nok kundskab om det, der sker under solen, men ikke om det, der er over solen.  ”Hvad betyder det, at vort legeme er et tempel for Helligånden?” lød spørgsmålet i en konfirmandklasse.  En pige svarede:  ”Jo, ligesom i det rigtige tempel har vi mange rum, og dem lejer vi ikke ud til hvem som helst!”  Ypperlig bibelkommentar!

Jeg talte engang som ung til en masse børn i Ålesund Frikirke, Norge.  Jeg spurgte dem:  ”Hvad kalder man dem, der rejser ud for at fortælle andre om Jesus?”  Et barn svarede:  ”Millionærer!”  Fortalelsen var forståelig.  Det rimer jo på ”missionærer”, men barnet havde en pointe.  De rejser måske ud som fattige og dog som dem, der gør mange rige. 

Hvad fylder vi vore indre rum med?  Hvad strømmer vort hjerte over med?  D.A. Carson spørger i et af sine foredrag: ”Hvad taler vi om, når vi mødes?  Blot udveksling af høflige bemærkninger?  Vejret?  Sport?  Karriere og børn?  Vore små skavanker?  Selvfølgelig skal ingen af disse emner være udelukket mellem kristne mennesker, men det, der må knytte os sammen som kristne, er lidenskaben for evangeliet.”

Er denne lidenskab ikke til stede, er vi fattige og må give Kierkegaard ret:  ”Vor tid er ussel, den mangler lidenskab!”  dvs. fremfor alt evangeliets lidenskab, der vil fylde vort hjerterum, hvis indhold er Jesus Kristus, og hvis kundskab vi ved Guds nåde ønsker at sprede.

-jn-

22.9.10