Forside Klummer Dejligt at være dansk i Norge!
Dejligt at være dansk i Norge! Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 30. september 2010 13:09

 

Selv med kun 8-9 grader, er efteråret heroppe skønt.  Min nedslidte krop præsterer stadig med go´ vilje små 2 timers gang næsten uden smerter og med kun en enkelt, lille hvil.

Nordmænd sover meget, især om morgenen.  Deres dag begynder ca. ved 10-tiden, og de er først rigtigt vågne nogle timer senere, og  da kan man med held få kontakt, hvis man ikke taler for hurtigt.

Modsat USA og delvis også DK går nordmænd rask forbi hinanden uden at hilse, hvis det ikke ligefrem er venner, der mødes.  Min morgentur kan således være ensom uden at møde en mors sjæl.  Jo, en mand stod i lørdags på den anden side af vejen og ventede på sin drilske hund. ”Du er det første levende menneske, jeg møder”, sagde jeg.  Vi fik en fin lille ”prat”, og han fik mit kort.  ”Du må – i dronningens navn - love mig at passe godt på det”, smilede jeg.

Nordmændene er ikke helt uden humor. Min kones fætter, Jon, havde fået to blaffere med på bagsædet, mens hans hund sad kry foran ved siden af ham.  Bagsædet snakkede non-stop, så Jon måtte sige : ”Undskyld,  men jeg kan ikke svare, da jeg hører dårligt.  Jeg ser også dårligt, derfor har jeg min førerhund med!”   Blafferne skulle pludselig ikke længere.

Vi broderfolk elsker hinanden.  Denne sommer-reklame i TV kunne jeg ikke stå for.  Spørgsmålet lød: ”Hvordan får man en lækker, dansk badestrand?”  Svar:  ”Man tager et norsk fjell, knuser det og laver det om til det dejligste strandsand!”

Norge har nok verdens ypperste nationalsang (”Ja, vi elsker…”).  Det kunne vi måske også have haft, hvis Arne Melchiors forslag ”I Danmark er jeg født…” var gået igennem til afløsning af det intetsigende ”Det er et yndigt land…”

Dannebrog er ifg. vore medier under pres, men vi er dog endnu fælles med hele Norden om korset i vort flag til påmindelse om det evangelium, som uden korset ikke er noget evangelium og derfor, ligesom flaget, fortjener en stor plads i det åbne rum.

Vestskogen v/Tønsberg, 25.9.10
-jn-

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)