Spørgsmål:  Var Kristi forsoning på korset en handling, der afværgede Guds vrede?

Svar:  Nej, den var tværtimod udtryk for Guds grænseløse kærlighed.  Jeg véd godt, at forsoningen undertiden fremstilles som en formildende gerning, der skulle afvende Guds vrede næsten som om, at Jesus var mere kærlig end Gud.  Brorson synger fx i sin ellers vidunderlige julesalme (I denne glade juletid): Gud er nå ikke lenger vred, Det kan vi derav vite, At  Han har sendt sin Sønn her ned, For verdens synd å lide.  Men Jesus kom ikke, fordi Gud var vred, men fordi Han elskede os.

Forsoningen har således sit udspring helt og holdent i Guds kærlighed, og Jesus kom ikke for at gøre en vred Gud mildere stemt, men Jesu offerdød på korset var den eneste måde, hvorpå Gud i sin kærlighed kunne frelse os, hvis retfærdighed samtidig skulle ske fyldest.  Vor frelseshistorie begynder sådan: ”For således elskede Gud verden, at Han gav  sin Søn…”  (Joh. 3:16).  Og: ”Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere.”  (Rom. 5:8).  Og igen:  ”Deri består kærligheden:  ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at Han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder.”  (1. Joh. 4:10).

Vi tør sige det sådan: Selve grundlaget for vor frelse er Guds kærlighed og velvilje, men betingelsen for, at denne kærlighed skal kunne tilgive og frelse os, er Kristi stedfortrædende død på korset.  Uden dette ville Guds kærlighed ikke kunne komme til frelsende udtryk for syndere.  Vi må ikke fordreje evangeliet derhen, at vi efterlader det indtryk, at Kristus var mere ven med syndere end Faderen.

Hvordan skal vi da tale om Guds vrede?  Guds vrede er rettet mod synden.  ”Guds vrede åbenbares fra Himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker.”  (Rom. 1:18) .  Her på jorden straffes lovovertrædelser.  Således vil synd mod ”Guds retsordning”  (Rom. 1:32) også blive straffet. Men Jesus bar straffen for vore synder, som profeten Esajas vidner med ordene:  ”Men Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld;  os til fred kom straf over Ham, vi fik lægedom ved Hans sår.”  (Es. 53:5).

”Jeg kan ikke se, jeg er en synder”, sagde til mig en mand, som havde arbejdet i vor have, og som jeg nu drak en kop kaffe med.  Jeg viste ham i Bibelen en stribe af de synder, han havde begået og bad ham læse dem op, men lige meget hjalp det.  Alligevel ville han gerne tale om åndelige ting.  Jeg sagde til ham:  ”Du må komme til samme erkendelse som tolderen i templet:  ”Gud, vær mig synder nådig!” Før vil det aldrig blive anderledes med dig.  Du kan vælge at tage imod Guds kærlighed eller sejle i din egen sø.”  Et menneske, der træffer et så forfærdeligt valg, hvor Kristi kors har været forkyndt på tomandshånd, vil være under Guds vrede.  ”Den, som tror Sønnen, har evigt liv, den, som ikke lyder Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.”  (Joh. 3:36), thi bevidst forkastelse af Guds kærlighed får sine alvorlige konsekvenser.

-jn-
22.9.10