”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster, græsset tørrer ind, blomsterne falder, men Herrens ord forbliver til evig tid!” (1. Pet.1:24)
Det kommer til os snigende Og mærkes næppe vel, Dog lærerigt og sigende Er efterårets sjæl.
I gyldne farver smilende, Lidt melankolsk måske, Mens høstens marker hvilende Har nøgne strå p.t.
Det faldne løv nu visnende Forvandles snart til muld, Slig døden kommer isnende Tit pluds´lig, lunefuld.
Mit efterår er knugende, Men har dog gyldent skær, Er graven end opslugende, Forbliver Himlen nær.
Thi er min kraft aftagende, Og det er sandt og vist, Jeg trodser dog - ej klagende - Min død i Jesus Krist!
Så kom blot til os snigende Du gyldne årstidsven, Er end din pragt berigende, Det bedste står igen!
-jn-
18.9.10
|