Sådan spørger vi rask væk hinanden.  Sådan hilser amerikanerne på hinanden.  ”How are you doing?”  De voksne vel at mærke.  Børnene gør det ikke.  De er aldrig abstrakte.

Men de kan lide små imødekommende, muntre bemærkninger.  Og de hilser igen med deres elskelige ”hvorfor-spørgsmål”.  De vil sige:  ”Hvorfor spørger du om det?”  eller blot sige:  ”Hvad hedder du?” ”Hvor skal du hen?”  -  Vi havde en gang børneselskab, vore egnes små skolekammerater.  En af pigerne spurgte mig:  ”Kan du godt lide børn?”

Når jeg har været ude at gå tur, nyder jeg altid bagefter at fortælle min kone om børn, jeg evt. har mødt og snakket med.  Jeg er enig med Søren Kierkegaard:  ”Jeg taler gerne med børn...”  Dem havde han sine forhåbninger om – i modsætning til de voksne.

En nabo spørger mig gerne:  ”Noget nyt?”  Forleden sagde jeg til ham: ”Jeg vil sige det samme til dig, som en gudfrygtig kvinde engang sagde til den engelske digter Tennyson:  ”Jeg véd ikke om noget bedre nyt end at Kristus døde for vore synder!”  Han svarede:  ”Det er en gammel nyhed, og det er en god nyhed, og det er en ny nyhed!”

I Amerika prøver jeg at komme folk derovre positivt i møde, når de hilser mig med deres mekaniske ”How are you doing?”  Jeg siger:  ”Tak fordi du spørger så interesseret.  Lad mig give dig et ærligt svar:  ”Jeg er happy i troen på Jesus Kristus!”  Og så får vi måske en lille samtale, og de får mit card med et evangelisk budskab – lige til brystlommen.

Men sådan kan vi også her komme hinanden i møde med den indstilling, som Billy Graham opmuntrer os til at have:  Se, om det ikke kan blive en anledning til på en eller anden måde at pege på Kristus! 

Thi uden vort velbefindende er knyttet til Ham, har ingen af os det godt.  Men i Ham er alt godt.  Såre godt.  ”Hans sjæl skal stadig have det godt!” (Psa. 25:13, norsk ovs.)

-jn-

20.8.10