”Da stod Job op, sønderrev sin kappe, skar sit hovedhår af og kastede sig til jorden og tilbad...”  (1:20)

”Men jeg véd, min Genløser lever....når min sønderlidte hud er borte, skal jeg skue Gud!”  (19:25, 26)

Til jorden sig kasted´ ham Job og tilbad,
Da sorgens budskab ham nåed´,
Alene, forladt han i ensomhed sad,
Taksigelse dog han formåed´.

Han tilbad slet ikke med højlydt musik,
I ildovnen Herren ham satte,
Han misted´ på bare et kort øjeblik
Sit gods, sin besætning og skatte.

Han tilbad på trods af kritik fra sin viv,
Som bad ham at dø og forbande,
Han vakled´ dog  ej som et svajende siv
Trods over sig prøvelsens vande.

Han tilbad blandt andet med dette trosord:
”Gud slår *), men jeg tror Ham i blinde,
Min Genløser lever, jeg sådan Ham tror,
Og hisset jeg skal Ham genfinde!”

Hans venner var ”fromme”, men uden forstand
Og mod ham med domsord sig vendte,
Den prøvede Job dog forblev just den mand,
Hvis gudsfrygt Gud selv sig vedkendte!

-jn-

22.8.10

*) ”Selvom Han slår mig, vil jeg stole på Ham!”  (13:15, norsk ovs.)