”Det var for jer, Gud først oprejste sin tjener, og Han har sendt Ham for at velsigne jer, når I hver især vender om fra jeres ondskab!”  (Ap.G. 3:26)

Nej, mener nogle Israel-venner.  En sådan mission vil nemlig ske en gang i en profetisk fremtid. Jeg er enig med afdøde N. O. Vigilius, som en gang sagde til mig:  ”Jeg er bange for, at den populære Israel-eufori i virkeligheden skygger for evangeliet.”  Israel-venner, som skygger for evangeliet ved at tie herom overfor jøderne, er efter min mening ikke sande Israel-venner.

Fra en ven i Californien, en pastor i byen Lompoc, fik jeg dog dette opmuntrende response:

Interesting, my brother Jorn, that you and I both have a "tender spot" in our hearts for the Jewish people that seemed to originate with our fathers...my dad has prayed for Israel as long as I can remember. He and my mom have supported evangelistic missions to the Jews for decades

Den slags kristne er sande venner af Israel.  Israel har et ”tender spot” i vore hjerter, ikke af politiske grunde, men i lys af Bibelen, som samtidig er jødernes ”fædrelandshistorie” i fortid, nutid og fremtid med Messias, vor Herre Jesus Kristus, som det herlige omdrejningspunkt.

At påstå at mission blandt jøderne ikke er for vor ”tidshusholdning” er en hån mod den mission, der rent faktisk har fundet sted og stadig pågår under Herrens velsignelse i Israel.

Vé mig, om jeg ikke forkynder evangeliet, skriver den omvendte fuldblodsjøde, Paulus.  Ganske vist var han hedningernes udvalgte apostel, men han kunne ikke slippe sit eget, jordiske folk og sluttede da også sin missionstjeneste med at forkynde evangeliet i Jerusalem.   Altså ikke noget tågesnak med, at det hører en profetisk fremtid til.

”Bliv mine efterfølgere”, siger samme Paulus.  Det gælder især mht evangeliets forkyndelse.
”For jøder først, og så for græker”!

-jn-

5.8.10