Forside Artikler Udenfor murene
Udenfor murene Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 03. august 2010 11:04

 

Parallelt med Blågårds Plads, på Nørrebro ligger Wesselsgade, hvor jeg som dreng gik gennem porten i nr. 20 for i en baggård, i et for længst nedrevet missionshus, at lytte til livets ord på et tidspunkt, hvor alt andet end evangeliet var aktuelt for mig.  De ydre rammer var dystre.  Gadebelysningen var spøgelsesagtig med gaslysstandere, og en slummens baggård var ikke just det sted, en ung fodboldentusiast på grønsværen, søgte hen.  Men ikke desto mindre var det dér, jeg blev åndeligt vakt (som man sagde dengang). Gennem Kristi ord, som pludselig ikke ville slippe mig, kom jeg til troen.  Som skrevet står:  ”Troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.”  Rom. 10:17.  Ja, troen ”kom” virkelig trods alle naturlige el. menneskelige odds imod mig.

D. 29/7.10 aflagde jeg med min kone og en god ven et besøg på stedet.  Slummen var væk.  Baggården var nu en nydelig gårdhave.  På missionshusets sted stod nu pænt indhegnede affaldscontainere, og ingen af dem, jeg talte med, kendte noget til fortidens slum. Man havde kun hørt derom.  Jeg kunne ikke dele de ydre minder med nogen, men kunne da fortælle, at det var her, jeg åbnede mig for evangeliet om Jesus.  Det prøvede jeg også – måske i nostalgisk begejstring - at dele med nogle stamgæster på et værtshus i gaden -  uden succes.  Ikke engang mit lille kort ville de tage imod.  ”Du er vist kommet på et forkert sted”, lød det afvisende.   Den nostalgiske ”romance” var afløst af de barske realiteter.

Missionshuset var som sagt væk.  Det var iøvrigt resterne af en gartnerbolig under det fornemme lystslot ”Blågård” for ca. 300 år siden ejet af prins Karl (bror til Frederik IV) og lejet af min Morfar til mødesal, hvor bl.a. stedets fattige kom. Men med faldne mure forsvinder evangeliet ikke.  Det bliver jeg næsten dagligt mindet om, når jeg her i nærområdet går forbi Vridsløse kirkeruiner, de sidste rester af en fungerende landsbykirke for ligeledes 300 år siden.

”Indenfor murene” hed et skuespil af Henri Nathansen (1912).  ”Udenfor murene” er evangeliets største udfordring,  og det er ikke skuespil.  Det er et offentligt anliggende, som begyndte med Golgata.  ”Ham (Jesus) stillede Gud til skue i Hans blod”, (Rom.3:25, norsk ovs.), altså synligt for alle.  Selvom modstanden er hård, er vor bøn stadig:

Alle, alle skal se, - alle, alle skal se,
Den herlige Frelser, jeg ejer,
Ham alle, alle skal se!

-jn-

30.7.10

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)