Vi mænd lovpriser ikke vore hustruer nok – i det mindste tit nok.   Ak, jeg selv må slå mig for eget bryst.

Ægteskabets romance har intet med alderen at gøre.  Jo ældre vi bliver, jo inderligere bør vor påskønnelse af vore hustruer være.  Jeg glemmer aldrig et ægtepar i 80´erne, som jeg af og til besøgte under min soldatertid i Tyskland.  Hans kærlige ord til sin hustru var sublime, og han blev ved med at fortælle, hvor sød hun var.  Jeg ser endnu dette ægtepar for mit indre.  I sandhed  et smukt minde.
 
Stundom synes jeg, jeg elsker min kone mere end Herren.  Men Han synes at tilhviske mig:  ”Sludder!  Jo mere du elsker din hustru, jo mere elsker du mig!”  Ganske tankevækkende.

Min kone er min nødvendige modvægt, når hun synes, jeg i selskabelig sammenhæng er for talende.-  I vore meget unge dage var jeg for ”intellektuel” el. for kejtet til bléskift, men min kone fik mig ned på jorden og lærte mig at gøre det med glæde – endda på vore børnebørn.

Hun påser også altid, at jeg har min mobil på mig.  Så hvis det begynder at regne, mens jeg er ude at gå tur, er hun der straks for at høre, om hun skal hente mig, så jeg ikke bliver våd- .  Som en anden sporhund snuser hun sig også frem til, om jeg har husket at bruge deodorant. – Hun er min gode dietist og sørger også for at rulle markisen over mit hoved, så jeg ikke får for meget sol på terrassen.

Jeg kunne blive ved, men må standse nu.  En liflig bøf-med-løg-duft når mig fra køkkenet og får mine tænder til at  løbe i vand.   ”Desserten” er lidt bibellæsning plus rødgrød.
 
I sandhed:  “Hendes værd star langt over perlers!”  (Ordspr. 31:10).  Men fremfor alt gælder det:  “Ynde er svig og skønhed er skin, men en kvinde, der frygter Herren skal roses!”  (v. 30)

Lad os synge vore hustruers pris!  (Ordspr. 31:28).

-jn-

July 31, 2010