Fire cannot be taught – it must be caught!  (amerikansk missionær)

Spørger man idag en moderne nordmand om navnet Hans Nielsen Hauge  (1771-1824), vil man sandsynligvis få meget lidt at vide.  I et selskab af gode, troende venner på Sunnmøre, svarede en kvinde, da jeg spurgte dem, hvad de vidste om H.N. Hauge:  ”Jo, det var ham, der strikkede vanter, mens han gik på vejen.”  Ja, det gjorde han, men han var først og fremmest det mest markante vækkelsesredskab, Norge nogensinde har haft.

Gennem hans korte virketid, kun ca. 8 år, derefter fængsel, antændte Gud en vækkelsesild over det meste af Norge.  Det var ikke ”en fremmed ild”  (3. Mos. 10:1), men en sund, hellig brand, der  kaldte folket til omvendelse, levende tro og efterfølgelse af vor Herre Jesus Kristus.  Denne autodidakte bondegut uden teologisk uddannelse forfulgtes med skummende vrede af kirkens hovmodige lærde, -   respektable kristne og nogle endda salmedigtere.  Deres had skyldtes ofte simpel misundelse.

Der går en lige linie fra H.N. Hauges virksomhed til den vækkende lægmandsforkyndelse, som åndeligt har beriget Norge mere end noget andet land i Norden.  Norges vækkelseshistorie kan simpelt hen ikke skrives uden denne virksomhed.

Idag må vi desværre sige, at der findes et utal af hyggelige, veltalende ”opdragere i Kristus”, men ikke mange ”fædre”, dvs. vækkelsesredskaber, som åndeligt talt avler børn ved evangeliet (1. Kor. 4:15).  Min åndelige far var et sådant vækkelsesredskab, som jeg aldrig glemmer og tænker på  med glæde.  Vor største nød er sådanne ildsjæle på græsrodsplan og ej en syndflod af ”prædikanter” i gængs forstand.   En ny brand for Kristi enkle og frelsende evangelium sukker vi efter.

Vækkelsens sandsynlige redskab vil stadig være en jævn mand fra  almuen med Bibelen og Helligånden som eneste kraftkilde.

-jn-

17.7.10