”Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp, men alle svigtede mig.  Gid det ikke må blive dem tilregnet!” 2. Ti. 4:16

Om sommeren kom nogle mennesker med deres guitarer og sangbøger til vort lokale parkanlæg.  Jeg fandt aldrig ud af, hvem de var el. hvorfra de kom, men ordet ”Golgatha” gik igen, når de sang.  En dag stod min lillesøster, Inga,  i gruppen og sang med.  Jeg sagde til kammeraterne:  ”Lad os lave sjov med hende!”  Men en af de større drenge sagde til mig:  ”Lad hende være!  Hun er religiøs!”  Jeg følte mig straks skamfuld.

Senere blev jeg en kristen, men jeg har spurgt mig selv:  ”Ville jeg som kristen have skilt mig ud og stillet mig op ved siden af min søster i fuld offentlighed og sunget med om Jesus?  Ville jeg gøre det idag, hvis en tilsvarende gruppe stillede sig op på byens torv og sang om Golgatha?

Havde Paulus talt om et lukket kristent møde, et sommerstævne el. en gudstjeneste, ville han ikke have talt om andre kristnes svigt.  De ville alle give ham en knus.  Men når pelsen offentligt skulle voves, stod han helt alene.  ”Alle svigtede mig!” siger han uden bitterhed el. selvmedlidenhed.  Han véd om vor menneskelige svaghed og frygtsomhed og siger med Kristi milde sindelag uden at dømme:  ”Gid det ikke må blive dem tilregnet!”

Hans ord har ofte talt til mig om evangeliet som et offentligt anliggende og ikke som en ”privatsag”.  Kristus døde jo selv i fuld offentlighed for vore synder og kalder os til at tage et offentligt standpunkt for Ham og ikke ”privatisere” evangeliets gode nyheder. Men det er ofte det, vi gør.

-jn-

16.7.10