Det lokkende, blå, friske, åbne hav
Romantisk drager, kalder og tiltrækker,
Jeg tænker ej på det som søfolks grav,
Men som en frihed, der sin hånd mig rækker.

Det dovne bølgeskvulp ved strandens bred
Mig både stresser af og vederkvæger,
Mens sommersolen skinner varmt herned
Og måske alskens dårligdomme læger.

Just sol og strand min viv gør yndefuld,
Som drømmende hun ved min side ligger,
Her tier vi, for tavshed er jo guld,
Især når sammen vi på havet kigger.

Af mil i tusindvis har Danmarks kyst,
Som næsten er en paradisisk gave,
Der gennemilter vort tillukked bryst
Med renheds luft fra vore salte have.

Vi ej ”ved muffen” er at regne mer,
Dog på vor Skabers gaver er vi rige,
Vi har ej brug for pynt med lånte fjer,
For Gud er nemlig rig og fattig lige.

Størst er den sande rigdom først som sidst,
Som rede penge aldrig kan fremtrylle,
Jeg rig og lyk´lig er i Jesus Krist,
I denne Frelser har jeg al min fylde!

-jn-

27.6.10