”Din bror var fortabt, men er fundet igen!”
Var ord om den angerfulde!
I glæden og hele velsignelsen
Han glemte fortabelsens kulde!

Han var nu i varmen og festligt klædt på,
Han deltog endogså i dansen,
Og drikke og mad var der rig´ligt at få,
Nej, intet forstyrrede glansen!

Pligttro var hans bror, som ej ville derind,
Han fatted´ ej al denne nåde,
Thi lovisk var hans farisæiske sind,
Der skummed af arrigskabs fråde!

Ak, lovbundne mennesker vrimler det med,
Som Golgatas nåde foragter,
De nok har i egen retfærdighed,
De egen fortjenstfuldhed magter!

Men sønnen, som kom fra det fremmede land,
Kun Faderens nåde gav lindring,
Som ikke den selvgode udholde kan,
Den er en forargelsens hindring!

Min ven, hvor befinder du selv dig mon bedst?
Hvem vælger du heller at ligne?
Den genfundne søn, som blev klædt på til fest?
Eller ham med den selvgode mine?

20.10.10

-jn-