Kristeligt Dagblad har udskrevet en kronikkonkurrence, der ganske enkelt skal handle om En Ven.  Jeg vil nok ikke deltage, men jeg mindes især én dyrebar ven, Roy,som endnu lever i hjertets helligdom.  Han gik pludselig og uventet hjem til Herren for vel 1½ år siden og efterlod et stort tab.  Han var især god til børn, som han talte til i store skarer samtidig med, at han som en talentfuld kunstner kunne illustrere for børnene sine evangeliske pointer.

Vi var som unge på samme ”boot camp” hos New Tribes Mission i Pennsylvania.  Jeg mindes ham især i disse dage, hvor alt står i fodbold-VM´s tegn, for han elskede soccer, som det hedder derovre.  Og når USA iaften skal spille mod England (gæt hvem jeg holder med!), ville Roy og jeg have haft en masse at tale om, hvis han havde levet.  Da vi mødtes i 1971 i Wisconsin efter at have været borte fra hinanden i 11 år, måtte gensynsglæden også finde udtryk i nogle rent fysiske udfoldelser, for vi var da stadig i god fysisk form, og selvfølgelig skulle vi ud på boldbanen og sparke til en fodbold.  Jeg fornemmer endnu hans drengede entusiasme og  hans befriende latter samt ”tekniske”, muntre kommentarer til min (i øvrigt meget) ufuldkomne sparketeknik.

Vi mødtes igen for 4 år siden i Tennessee uden megen fodbold-snak.  Men tale sammen kunne vi (ak, gode samtaler er ofte en mangelvare!), og han var stadig den Roy, jeg kendte – livsbekræftende, menneskelig, slagfærdig og med en smittende humor.  Men fremfor alt en rigtig bror i Kristus og stadig de kære børns bedste ven.  Mange førte han til Kristus.  Jeg har hørt dem hvine af fryd, når han underviste dem om Guds forunderlige skaberværk kontra udviklingsteoriens dårskab, som han med guddommelig satire eksponerede med uhyrligt morsomme tegninger.  Han er hjemme hos Herren nu.  Herren tog ham en nat, hvor han ikke kunne sove.  Lidt af ham har jeg dog igen.  Hans enke bad mig så mindeligt om at korrespondere med en syg, datter i Redwood City, Ca.  Hun er i et lykkeligt ægteskab med 3 dejlige piger.  Og hun, en hårdt prøvet kvinde, er på mange måder som snydt ud af næsen på sin far.

Roy har lært mig at værdsætte gode minder, som på engelsk hedder ”to build memories”, ej mindst når de fortjener denne overskrift:  ”Min sjæl lov Herren, og glem ikke alle Hans velgerninger!”  (Psa. 103:2).  Roy var en sådan Herrens velgerning i mit liv.

-jn-

12.6.10