Spørgsmål:  Hvorfor dømte Salomon sin ældre bror Adonija så hjerteløst strengt, nemlig med dødsstraf, da denne ved Batsebas mellemkomst bad om at få den unge, smukke Abisjag fra Sjunem til hustru?  1. Kong.  2:23.

Svar: Kong Salomon havde den rette dømmekraft i modsætning til hans højt elskede mor, som i dette tilfælde var blød og naiv.  Salomon gennemskuede Adonijas motiv.  Han var ikke specielt forelsket i den unge pige, men så i hende en mulighed for at ”få foden indenfor” det rige, som det mislykkedes ham at tilrane sig i første omgang.  Se 1. Kong. 1:5-53.

Batseba troede på Adonijas hykleriske sindsforandring og sleske anerkendelse af Salomons kongedømme (1:15), medens Salomon, oplyst af Guds Ånd, så ganske klart, hvad der lå bag dette politiske initiativ gennemsyret af hykleri, og derfor måtte han gå imod sin egen mor.  Åndelig dømmekraft indebærer ofte, at vi må gå imod vort eget kød og blod, hvor smerteligt det end føles.

Adonija løj, da han hævdede, at ”hele Israel havde blikket rettet på mig som den, der skulle være konge”  (2:15).  Hans tilhængere var nemlig kun en minoritet, men nu prøver han at påkalde Batsebas medlidenhed og sympati, fordi han gik glip af kronen og den kongeværdighed, som han overfor Batseba frækt påstod tilkom ham.  Havde det ikke været for Salomons dømmekraft, ville dette kunstgreb også være lykkedes, men det tillod Gud (gennem Salomon) ikke.

Selve sagen kan ved første øjekast se ud som en uskyldig bagatel, der ikke fortjente dødsstraf, men i Guds rige er det ofte tilsyneladende bagateller, som ødelægger vidnesbyrdet.  ”Fang os de ræve, de ræve små, som hærger vinen, vor blomstrende vin!” læser vi i Højs. 2:15.

Var Adonijas snedige fremfærd lykkedes, ville Salomons rige allerede på dette tidspunkt gennem en dårlig brors ægteskab med en af kong Davids oprindelige medhustruer (som Salomon nu havde overtaget ansvaret for) have mistet noget af sin herlighed og kraft.  Og dermed er Salomons rige et billede på Kristi rige, der (med Salomons ord) ”skal stå urokkelig fast for Herrens åsyn til evig tid!”  (2:45).

Vi, som tilhører dette evige rige, behøver også åndelig dømmekraft, så vi ikke, som Batseba, lader os besnære af sleske tunger med deres ”skjulte dagsordener”.  Apostlen Paulus stod i en sådan åndskamp, og det gør vi som Guds folk også i dag. Vor åndskamp er ikke mod kød og blod, siger apostlen (Ef. 6:12), men de onde, usynlige og forførende kræfter er virksomme gennem mennesker, især vranglærere.  Åndelig dømmekraft skal vi derfor bede om, for den trænges måske mere end noget andet i den kristne menighed.

-jn-

8.6.10