At være jøde er en skæbne.  Hedwig (Vicki) Baum, berømt jødisk forfatterinde.

Hvis det omvendte var sket, nemlig at 9 israelske soldater var blevet dræbt i stedet for 9 Israel-fjendtlige aktivister i aktionen ved Gaza, var der næppe blevet løftet mange øjenbryn.  ”Verdenssamfundets sympati ville være forblevet hos Israels fjender uanset mængden af udgydt jødisk blod.

Da 11 israelere blev dræbt ved massakren i München under 1972-olympiaden, blev der påfaldende hurtigt festet videre.  The show must go on!  I dag véd formentlig kun få om denne blodige massakre.

Uviljen, ja hadet mod Israel vil imidlertid blive værre endnu.

Som borger, født under den jødevenlige kong Christian X,  i et land, der sammen med fx Norge og USA historisk var blandt Israels venner, er det min simple borgerpligt, om end i beskedent omfang, at være mit lands dårlige samvittighed, når det gælder både vor historieløshed, blødsødenhed overfor anti-semitisk propaganda, ”verdenssamfundets” hykleri, middelmådige politikeres svigtende dømmekraft, mediernes pinlige slagside til gunst for Israels fjender og megen anden tankeløshed (læs: dumhed) i forhold til den jødiske stat, der siden dets lovlige fødsel i 1948 i uhørt grad er blevet krænket og terroriseret og derfor påtvunget en non-stop væbnet konflikt med sine frådende naboer.

Men det bliver værre endnu, hvis vi skal tage den gamle sandhedsbog, Bibelen, alvorlig, og det er vi trods alt nogle, der gør.

Den forudsiger, at alle folkeslag vil gå til angreb mod Jerusalem (Zak. 14:2) i et afsluttende, apokalyptisk opgør, hvor imidlertid Herren, Israels evige Gud, selv vil intervenere, hvis vi ellers skal tage Bibelen for pålydende, og personligt har jeg intet andet valg.

Men hvad skulle formålet være med Israels, især kommende, trængsler?

Herom er Bibelen ej heller tavs.  Det er at bringe det jødiske folk ikke blot i kontakt med dets fædrene jord i hele den forjættede udstrækning, men også at bringe det i kontakt med landets forjættede Messias. Forskellen på den jødiske og kristne Messiasforventning er, som en god, jødisk ven  sagde til mig, det lille ord ”igen”.  Jøderne forventer, Han kommer.  De kristne forventer, Han kommer igen.  Til dem hører jeg selv.  ”Jeg kommer igen”, lyder det næsten som et refrain i Det ny Testamente.  ”De skal se hen til Ham, de har gennemstunget”, siger profeten Zakarias (12:10). 

Dette har altid været en uløselig (men ak, ofte glemt) del af selve evangeliet.  Derfor skal vi, Israels venner, heller ikke gå i sort over den uret, der begås mod Israel.  Ultimativt vil al uret nemlig en dag og under bitre tårer føre til frelsende kontakt med jødernes Messias.

Det får i det mindste mig selv til at glædes midt i både sorg og frustration.

-jn-

2/6.10