Spørgsmål:

Jeg har bedt om å få tydning av tungetale,men er usikker på hvordan jeg skal vite at jeg har fått gaven.Jeg tror at Herren vil gjøre det klart til kjenne,men samtidig har det vært to situasjoner der ingen har kunnet tyde,mens jeg har på en måte hatt et ord på leppene,til å begynne med, for å si det sånn.Det handler vel kanskje om å kaste seg ut på 1000favners dyp her som i mange andre forhold?
Vel,jeg vil være veldig  takknemlig for et oppklarende svar!

Svar:

Jeg har godt nok hørt ideen om ”i tro” at kaste sig ud i en tungetale-tydning, som man måske mener, man har.  Som oftest er det desværre blot en indbildt tydning med ord, som i øjeblikkets indbildte ”inspiration” strømmer vilkårligt ud af munden.  Jeg vil gerne advare mod en sådan praksis.

En ypperligere vej for os alle, som er født af sandhedens ord (Jak. 1:18), er at give skriftens ord, som er indblæst af Gud (2. Tim. 3:16), den alt afgørende plads i vore liv i den forstand, at vi dagligt lever med en åben Bibel, som Helligånden tyder for os, thi den åndelige forståelse af Guds ord lader sig ikke ”tyde egenmægtigt”, som der står på dansk (2. Pet. 1:20), dvs. ved egen intellektuelle formåen eller dygtighed.  At opleve sandheden af salmistens ord:  ”Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt” (Psa. 119:130), er meget mere opbyggeligt og en langt større oplevelse end en tvivlsom tydning af en tungetale.

Nogle mener, at et kristent møde med tungetale og profetier er mere berigende ,end hvis en kristen bror eller søster på et vidnemøde kan sige:  ”Herren har mødt mig med et ord!” som der så levende, selvoplevet og Kristus-centreret vidnes om.  Jeg er selvsagt ikke tilhænger af teoretiske, tørre belæringer, med en masse anstrengte, døde ord og gamle ”opgylp” – men det friske møde med Guds ord i en troendes liv er altid opbyggeligt at høre om enten i de troendes forsamling eller på et personligt plan.

Kender du Guds ord på den måde i dit liv?

Med hensyn til tungetalens plads i menighedslivet har jeg lyst til at henvise til 1. Kor. 14:22-25.  Her taler apostlen om den oprindelige hensigt med både tungetalen som et tegn for de vantro jøder (v.22 og Es. 28:11) og den profetiske tale som tegn for de troende.  Sådan lærte apostlen Paulus.
Og sådan virkede også tungetalen på pinsedagen for de mange forsamlede jøder, der kom ”fra alle folkeslag under himmelen” (Ap.G. 2:5).

Når apostlen i v. 23 taler om vantros møde med tungetale som en sindsforvirrende oplevelse (”I er fra forstanden!”), er der her ikke tale om vantro jøder, men ”udenforstående” hedninger.  Og sådan er det stadig.

Men den profetiske tale er de troende (v.22).  En sådan tale er der behov for i betydningen at tale ”til opbyggelse, formaning og trøst” (1.Kor. 14:3), men ikke i betydningen at lægge noget til det Guds ord, som allerede er os givet.  Når Guds ord således bliver talt i Åndens kraft virker det opvækkende på de åndeligt døde, som vil opleve at Herren kan tale gennem salvede læber til både de fortabte og til troende, som er i åndelig nød.

Ud fra denne apostolske belæring kan du selv i stilhed ind for Gud gøre dine overvejelser om, hvad du mener, der er mest behov for i dit og menighedens liv.  Selv ser jeg det sådan, at tjenesten med tungetale og tydning har fået en absolut underordnet plads i vor tidshusholdning, men at den Åndens tjenste, der peger på, hvad der er skænket os i Kristus Jesus (1.Kor. 2:12) er alt afgørense for vor og menighedens åndelige sundhed og vækst.  Paulus siger:  ”I en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, for at jeg kan undervise andre, end ti tusinde ord i tunger”  (14:19).  Desværre findes der desillusionerede kristne, der hellere vil kunne tale 10.000 ord i tunger end 5 ord med deres forstand.

Her trænger vi åndelig oplysning og apostlens ord om ikke at være børn i dømmekraft, men fuldvoksne i åndelig dømmekraft!  1.Kor. 14:20

-jn-

3.6.10