Da apostlen Paulus døde, var en nekrolog overflødig.  Den var allerede skrevet.  Ja, ”i sin bedste alder” havde han allerede givet slip på dette liv i erkendelse af sandheden om hans forening med Kristus i Hans død, begravelse og opstandelse.  ”Med Kristus er jeg korsfæstet”, skriver han i Gal. 2:19. 

Han bad  ikke derom, men han så sin død med Kristus som noget, der var sket og ikke skulle ske.  Der er her (i Gal. 2:19) på græsk brugt en grammatisk tid, som betyder: en afsluttet handling i fortiden, men som stadig er aktuel i nutiden.  ”Fortiden” er den afsluttede handling på Golgata, hvor ikke bare Kristus døde, men hvor jeg som et troende menneske døde med Ham.   Men den er mere end et dogme.  Den indebærer  aktuelle erfaringer i nutiden, nemlig hvad det vil sige rent praktisk at leve som korsfæstet med Ham.

En ven skrev engang til mig, at han på ny havde måttet gøre smertelige erfaringer med, hvad han kaldte ”hvedkornets lov” (Joh. 12: 24-25).  Den slags tale el. vidnesbyrd høres ikke så ofte blandt troende mennesker.  Men denne troende talte derom.  Og det gjorde også Paulus.  Selv har jeg mere end én gang måttet smerteligt sande ordene i et vers i en sang:

På den smalle vej til kilden,
Alt mit eget dømt jegså,
Mine planer mine drømme
Ved din fod i aske lå.

På eet tidspunkt blev  2. Kor. 4:10 særligt aktuelt.  Der står:  ”Altid bærer vi Jesu dødslidelse med os på vort legeme…”   Ordet for ”dødslidelse” hedder på græsk ”nekrosis”  (i familie med nekrolog), men det kan i virkeligheden også oversættes med ”dødsproces”.  Det drøftede jeg med en norsk græsk-ekspert (og nu hjemme hos Herren), og han var enig.  Han gik selv gennem dybe vande, og jeg husker, da vi bad sammen, at han i sin bøn netop brugte det græske ord ”nekrosis” (dødsproces),  der da pågik i hans åndelige liv.   Det står for mig som et dyrebart minde.

Kun i erkendelse af vor forening med Kristus i Hans død, begravelse og opstandelse kan vi i evangelisk forstand give slip på dette forfængelige liv, også den dag vort hjerte slår sit sidste slag.  Vi kan frimodigt  vidne med apostlen:  ”For mig er det at leve Kristus og det at dø en vinding.”  Fil. 1:21.  Det forstår ikke mine ikke-kristne venner.  De opfatter kun, at jeg taler dystert om min død, men det gør hverken jeg, Paulus eller noget andet troende menneske.  Vi taler triumferende om Kristus og troens forening med Ham – og om døden som en vinding.  Tak og lov!

-jn-

29.5.10