Som ung søgte jeg engang et job i en kendt salgs- og produktionsvirksomhed.  Formanden for bestyrelsen var på eet tidspunkt en markant kristen forkynder, som først ønskede en personlig samtale med mig.  Under samtalen gav han mig betimelige råd om kristen adfærd på en arbejdsplads.  Han advarede mig mod at ”vidne” i tide og utide, thi hans erfaring var, at den slags ”vidner” ofte gør mere skade end gavn.

Han havde ret.

På et lokalt plejehjem, hvor jeg er besøgsven hos en troende enke, blev jeg introduceret for endnu en kristen beboer.  Men min glæde blev kortvarig.  Hun kom fra et bestemt trossamfund med bestemte ”mærkesager”, og hun følte sig åbenbart kaldet til selvfokuserende at mase på andre med sine ”åndsoplevelser” i en temmelig aggressiv ånd.  Jeg prøvede at minde hende om, at som kristne er det vigtigt – for vidnesbyrdets skyld – at vi kan være eet i Kristus og glæde os over det, der forener os i Ham.  Ak, det faldt ikke i god jord, og det gjorde mig ondt, ikke mindst p.gr.a. det uheldige og skurrende indtryk, hun efterlader sig hos det ikke-troende plejehjemspersonale.

Skal kristne da ikke ”vidne”?  Jo, men læg mærke til, hvad Herren siger herom:  ”….I skal være mine vidner…”  Han sagde ikke:  ”I skal vidne!”  Først og fremmest skal vi være.  ”At være er vigtigere end at gøre”, skrev engang en kristen ven til mig.  Det er sandt, og det var just nævnte kristne leders pointe, da samtalede med mig.  Billy Graham plejede at sige:  ”Vi vidner ved vort nærvær og ved vore ord.”  Ordene følger med, men forud for ordene går det, vi er.  Det taler stærkere end de mange ord.  Ej mindst på en arbejdsplads.

-jn-



d. 18.5.10