Spørgsmål:  Hvordan vil du forklare, at Jesus af Nazaret var både menneske og Gud samtidig?

Svar:  Det vil jeg ikke forsøge at forklare, for det kan jeg ikke.  Og det tror jeg heller ikke, nogen anden kan forklare.  Men sådan fremstilles Han i Bibelen som del af evangeliet, og i tro bøjer jeg mig for den sandhed.

Han fremstilledes under sin jordevandring i Guds ord som et sandt menneske med menneskelige behov så som føde, søvn, socialt samvær (fex deltagelse i diverse gæstebud), som ægte børneven, som højt skattet husven (af fex hjemmet i Betania), altid livsnær og godt orienteret om det nære samfund og nære begivenheder, hjerte for andres sorg og  omsorg for sin mor, som ved hans korsfæstelse åbenbart nu var alene (Joh. 19:27) – ja, mange andre menneskelige træk kunne nævnes.

I beretningen om Herrens sjælevindende samtale med den samaritanske kvinde i Johs. ev. 4 har vi eet ud af mange ex på vor Frelser som både menneske og Gud.  Vi læser her, at Jesus ”var træt af rejsen” (v. 6) og trængte til ”noget at drikke” (v.7).  Ganske menneskelige træk, som vi ikke har vanskelighed ved at identificere os med. 

Men samtidig var Han Kristus, Guds salvede Søn, kommen i kødet (1. Joh. 4:2), det evigt inkarnerede Ord (Joh. 1:14), ja, det Ord, som selv var Gud (Joh. 1:1) med alle Guds egenskaber, herunder (og først og fremmest) Hans kærlige frelsesvilje overfor syndige mennesker.  Her i Joh. 4 åbenbarer Han sig for en umoralsk kvinde som Kilden med levende vand og tilbyder et udstødt menneske et helt nyt liv, ny tilfredsstillelse, tilgivelsens glæde, en ny livsplan, med andre ord:  Her fremstilles Han samtidig som en virkelig, frelsende Frelser!

Denne store gave tog den samaritanke kvinde imod, og det var den egentlige grund til, at ”Han måtte lægge vejen gennem Samaria.”  Joh. 4:4.

Hvad bør dette sige dig og mig?

For det første må også vi af Helligånden komme til erkendelse af vor hjælpeløse stilling som syndere indfor Gud med en mund, der er lukket (Rom. 3:19), fordi vi intet har at sige til forsvar for vor personlige skyld, men må komme til Gud så syndige vi er og tage imod Kristus i tro som vor Frelser og Herre for tid og evighed.

For det andet skal vi som frelste mennesker udstråle i liv og ord vort personlige kendskab til vor Frelser i alle vore menneskelige relationer, selvom vi som Kristi ufuldkomne efterfølgere alle fejler i mange ting (Jak. 3:2) og kommer til kort.  Dette er ikke blot teologisk troslære, men praktisk, jordnær og menneskelig kristendom.

Det er én ting at kunne gå til kristelige møder og blive ”møde-begejstret”, det er en ganske anden sag at gå hjem fra det opbyggelige samvær og vise, hvor menneskelige vi er i evangelisk forstand med Kristus som vort eneste forbillede.  Jeg bruger helt bevidst ordet ”menneskelig”, for sådan var Herren, og sådan skal vi være, men samtidig være fyldt af Kristi Ånd -  spontant, ægte og ærligt.  Det er Herrens vilje også med vort liv at vi skulle være ”et kildespring til evigt liv” (Joh. 4:14), dvs. ikke blot selv eje det evige liv, men være redskaber til at dette liv spreder sig og når andre mennesker.  Eller som der står på norsk:  ”En kilde med vand, som vælder frem til evigt liv.”

Dette blev den forvandlede, samaritanske kvindes historie.  Hendes liv gjorde det sted, hun boede ”til en kildevang” (Psa. 84:7), hvor andre kom til tro p.gr.a. hendes vidnesbyrd (Joh. 4:39).

Måtte Herren gøre det samme med vore liv!

-jn-

5.5.10