”Det kan understreges kraftigt eller ofte nok, at denne store nation blev ikke grundlagt af religiøse mennesker, ej heller af kristne, og det bygger ikke på religioner, men på evangeliet om Jesus Kristus!”  (Patric Henry, en af USA´s grundlæggere)

Her næsten på falderebet for vor hjemtur fra USA, som nu forsinkes p.gr.a. vulkanasken, sidder nogle besøgsindtryk igen, som er stærkere end hvad noget kamera kan registrere, selvom også et sådant har været flittigt brugt.

Her i hele Fresno-dalen findes en usædvanlig venlig befolkning.  I Tyskland hilser man konsekvent på hinanden ved øjenkontakt.  Her hilser alle på alle, ja selv bilerne vinker til en, hjerteligt og smilende, mere end i noget andet land, jeg kender.  En stærk kontrast er fx det skønne Norge, dette smilende fjell- og fosseland (Verdens smukkeste?), hvor befolkningen så at sige aldrig hilser på hinanden, medmindre man kender hinanden i forvejen.  Denne udadvendthed herovre gør det selvsagt også lettere at komme i samtale med folk.

Da min førlighed midlertidigt er lidt påvirket af en ryglidelse, som jeg skal hjem at opereres for, går jeg p.t. med stok.  Denne stok har måske gjort mig til genstand for endnu venligere bevågenhed.  Biler standser ekstra op for mig og vinker mig i påkommende tilfælde smilende over gaden.

Jeg har allerede omtalt den gode service i butikkerne.  Konkurrencebetonet javel, men den giver dog en god kundeoplevelse.  Da USA er et multi-sprogligt land, vil en fremmed accent opleves som en extra charme. Tænk blot på entertaineren Victor Borge, som talte med udpræget dansk accent.

Kulturen er en anden.  Fx inviteres man ikke hjem.  Amerikanerne er af natur ikke ugæstfrie, men ordet ”gæstfrihed” findes blot ikke i sproget – el. rettere:  det er gledet ud af sproget, for i gamle dage var det efter sigende anderledes.  Jeg får løbende hilsener fra en kvinde på Fyn, som fortæller mig, hvem hun har haft som gæster til en hyggelig frokost el. blot til lidt eftermiddagssamvær.  Denne form for ”dansk hygge” har man ikke her. (Ordet ”hygge” er uoversætteligt).  På den anden side,  hvis jeg siger til et ægtepar:  ”Jeg har tænkt at besøge jer!” - og jeg gør det – vil jeg garanteret blive gæstfrit modtaget.  For den slags spontane initiativer er de ikke vant til.

Jeg mener, jeg er pinlig saglig eller objektiv, når jeg konstaterer, at  der er betydeligt større chance for at møde en medkristen her ude i det fri end i DK, ligesom du i en bibeltro kirke hører en læremæssigt bedre funderet forkyndelse end i DK. Personligt tror jeg, at Guds langmodighed med USA har 3 grunde : Det har stadig et kristenfolk, som tager deres kristendom alvorligt. Og det er landet med flest missionærer (hvor meget verdensmission ville der være udenom USA?).  Og endelig har venskabet med Israel gennem de mange år også været en velsignelse.

Men alt er ej mere romantisk, end at også dette land plus DK og al verden ”går mod sin undergang” (1. Kor. 7:31).  Den svovlholdige aske indover Europa, kan være ”et vink med en vognstang” om en forestående, retfærdig dom den dag, Guds langmodighed er brugt op.  Eller som Churchill sagde i en af sine sidste taler i Underhuset:  ”…den dag, Gud bliver træt af menneskeheden.”-  Sodomas og Gomorras dom med ”svovl og ild” (1. Mos. 19:24) er, siger apostlen Peter, et ”advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider.”  (2. Pet. 2:6).  Dette skurer fælt i ørerne hos nogle sorgløse sjæle, som stempler mig som ”gammeltestamentlig” og dommedagsagtig m.m. – men at fornægte, der er grænse for Guds langmodighed, og at Hans retfærdige, upartiske dom er i anmarch, er at fornægte Guds ord.

Skal jeg ikke se USA igen, kan jeg sige til mine medtroende herovre:  ”We´ll meet again, here or there or in the air!”

Clovis, Ca., 19.4.10

-jn-