Forside Artikler Sidste rejsebrev fra USA
Sidste rejsebrev fra USA Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 16. april 2010 01:45



Alt får en ende, og det gør også denne tur, selvom ens hjerte i kraft af blodets bånd stadig hænger ved USA.  Vi når at få Amelias 4 års fødselsdag med førstkommende mandag.  Gaver er min kones afdeling, men så vidt jeg forstår, skal vi være med om en rutsjebane i haven.  Forældrene giver hende et transportabelt klaver med forskellige toneprogrammer, da hun snart skal gå til spil.  Liza, vor datter, har allerede spillet nogle dejlige, klassiske stykker for os (mens børnene sov), så de to bliver nok et godt team.  Og selve fødselsdagen bliver et tilløbsstykke m. små kammerater.

Selvom jeg efterhånden har været  en del rundt, er det kun et begrænset billede, jeg kan tegne af landet.  Min kone og jeg har jo immervæk kun været på solskinssiden.  Personligt ville jeg gerne have besøgt Fresnos slumkvarterer, men det magede sig ikke sådan.  Vi får dog besøg i formiddag af en sympatisk hollandsk kvinde, som i 10 år har arbejdet i et sådant område og involveret sig bl.a. med misbrugte børn og andre tabere.  I det hele taget er det ubegribeligt, at der stadig er over 30 millioner amerikanere i yderste fattigdom, som må hjælpes med både føde og tøj til kroppen.

Og selvom Californien efter sigende er en af de mest kyniske stater, hvor visse områder er et eldorado for homoseksuelle, har jeg ikke selv været i nærheden af de steder.  Selve Fresno-dalen, hvor vi bor, virker meget harmonisk, venlig og fantastisk frugtbar.  Jeg tror ikke, jeg har set stå store jordbær f.eks., og de store frugtplantager og de frodige vinmarker omgivet af de sneklædte Sierre Nevada-bjerge er et smukt syn.  Amerikanerne kører påfaldende hensynsfuldt i modsætning til, hvad jeg hører om Syd-Europas udisciplinerede og dyttende skrækkørsel.

Den befolkning, jeg kan iagttage, forekommer mig flittigt arbejdende.  Vor svigersøn kommer ofte sent hjem, da han hele tiden arbejder med tidkrævende retssager.  Til gengæld kan han godt ind imellem slappe lidt af om morgenen og nå at hygge sig lidt med kone og børn.  Det er sødt at se de små piger stå i døråbningen ud mod vejen og vinke højlydt smilende til farmand, når han kører afsted.

I dette villakvarter har man havefolk, som regel indvandrere, til at pleje anlæggene. Jeg kom i snak med de 2 havefolk som arbejder her.  Den ene var fra El Salvador, men nu amerikaner.  Han var samtidig pastor for en kristen kirke, men måtte også arbejde som havemand for at kunne ernære sig.  Hans menighed er spredt i små celle-grupper, som mødes i diverse hjem.  Om søndagen samles de så alle sammen til fællesgudstjeneste.  Det syntes jeg i grunden lød spændende og mere dynamisk end det danske, ofte mere passive kirkeliv.

Som gæst blander jeg mig så vidt muligt ikke i politiske forhold bortset fra, at jeg konsekvent roser USA for det endnu bevarede venskab med Israel.  Jeg blander mig lystigt  med befolkningen, som får mit smukke ”business card” med en super kort tekst om mit kristne ståsted, og hvad korset i flaget betyder for mig.  Dette lille kort er blevet usædvanligt godt modtaget og har været naturlig optakt til mange interessante og super livlige samtaler. 

Dem kommer jeg nok til at savne, når jeg skal gen-akklimatiseres i det mere flegmatiske og ofte åndeligt indifferente Danmark.  However:  ”I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme…”

-jn-


d. 16/4.10

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)