Her i Amerika er standard-hilsenen som bekendt:  ”How are you doing?”  (Hvordan går det?).  Der forventes så, at man pr. automatik svarer:  ”Thank you, I´m fine!”  Og det er så det.  Så har man hilst på hinanden og gjort sin pligt.

Jeg kan ikke uden videre finde ind i denne dukketeater-rolle og siger ofte:  ”Tak for dit spørgsmål!  Jeg skal med glæde svare dig….”  Som regel kan jeg svare uden at hykle:  ”Tak, jeg er happy, og jeg har min glæde i vor Herre Jesus Kristus!”  Åh, hvor vidunderligt at bekende Hans herlige navn!

Men jeg befinder mig ikke konstant på en høj glædes- og jubelsky.  Jeg kender også til sorg.  Ligesom apostlen Paulus.  Ej mindst p.gr.a. dem, man forventede at have glæde af.  Min 90 min.´s gå-tur i dag stod i dette paradoks´ tegn:  ”Som bedrøvet, dog altid glad” med mange suk til Herren.  Min åndelige søn herovre har jeg endnu ikke set, og jeg tror ikke alt er, som det burde være.  I en sådan situation jubler man ikke.

Jeg går ikke så stærkt p.t., men bag mig hørte jeg pludselig tunge, endnu langsommere skridt.  Jeg satte mig på en bænk for et hvil.  De tunge skridt tilhørte en ældre man, som standsede op ved min bænk og hilste hjerteligt.  Jeg foreslog, han satte sig hos mig.  Vi talte lidt om løst og fast.  Han (84) havde lige fået en ny hofte, fortalte han mig og det var gået fint.  Næste måned forventede han at blive oldefar.

Hans navn er såmænd Bob, og han fik nævnt, han var søndagsskolelærer (det er man herovre ikke bare for børn, men også for en seniorer).  Jeg spurgte ham:  ”Vil det sige, at du er personligt relateret til Jesus Kristus?”  Han smilede:  ”Du kom mig i forkøbet.  Jeg skulle til at spørge dig om det samme!”  Der var ingen tvivl.  En levende åndskontakt var tilstede.  Vi var pludselig i Guds rige sammen.  Hvor velgørende og frydefuldt.

Jeg betroede ham min byrde, og inden vi skiltes, havde vi en herlig bønnestund dér på bænken (det kan man herovre som noget helt naturligt).  Han bad så inderligt for mit smertesbarn i troen, og jeg kendte en forunderlig lindring i min ånd.  Jeg kunne gå lettet om hjertet hjem i bevidstheden om, at Herren havde sendt en ”engel” på min vej i en sorgens stund, som også blev en glædesstund.

Vi taler ind imellem om begrebet ”en aktiv ferie”.  Dette ophold herovre har foreløbig været de mest aktive dage, jeg kan mindes.  Ja, aktiv i bønnens verden og i bønnens Ånd.  Ret beset findes der ikke noget mere aktivt liv, vel?  Jeg håber, sendrægtig som jeg er, at lære mere om det liv.

Thi:   ”En retfærdig mands bøn har en mægtig virkende kraft.”  Jak. 5:16.  (Ikke en passiv fremsigelse af kraftesløse bønner).

-jn-

Clovis, Ca., d. 9.4.10