”Hold sit ansigt mod solskinnet, og du kan ikke se skyggen” (Helen Keller, blind, døvstum amerikansk forfatter)

I dette søvnige kvarter
Med fuglene dog meget sker
Hver årle forårsmorgen,
Hvor sneen endnu ligger hvid
Som var det stadig vintertid
Af kolde vinde båren.

Men solsorten er optimist
Og bygger rede snart forvist
Af vårens fryd besjælet,
Mit bræt besøg får stadigvæk,
I både pose og i sæk
Bli´r fuglene forkælet.

Jeg på et sovested nok bor,
Men se, det gør slet ikke spor,
Når fuglepip blot lyder.
På denne ellers stille egn
Jeg ser et skaberværks design,
Som hjertet stille fryder.

Snart er det vår, ja måske før
Til USA vi flyve tør,
Hvor der er sol og varme.
Min solsort jeg dog savne vil,
Men jeg trods alt mig glæder til
Små bløde barnearme!

9.3.10 – jn -