Spørgsmål: Går det an at være frelst uden at eje frelsesvished?

Svar: Ja, det går an, ligesom det går an at være frelst uden at eje frelsesglæde.  Vi  bliver Guds børn ved at tage imod Kristus som vor Frelser:  ”Men alle dem, som tog imod Ham, gav Han ret til at blive Guds børn, dem, som tror på Hans navn.” (Joh. 1:12).  Det er det samme som at komme til Ham, som vi er, hvor dette ord altid står vidunderligt ved magt:  ”Den, som kommer til mig. vil jeg aldrig støde ud.”  (Joh. 6:37).  Det betyder, at i samme øjeblik den frelsessøgende kommer, er han/hun allerede inde!

Alligevel findes der mange Guds børn, som altid tungsindigt klager over, at de ”mangler noget”, og det viser sig ofte, at de mangler den indre vished og glæde over at være frelst for tid og evighed.  Jeg har mødt mange sådanne sjæle, og jeg synes at se deres glædesløse, bekymrede ansigter for mig.  De er kommet til deres fortabte sjæles eneste Frelser, og de vil gerne leve godt med Ham og i Hans lys, men frelsesglæden er tydeligvis ikke til stede.  Det høres bl.a. på de klage-bønner,  de bestandigt  og sukkende beder.

Hvad er galt?

Grundlæggende er der det galt, at blikket rettes et forkert sted hen, nemlig mod sig selv, og da er alt galt!  Det vil den bekymrede og glædesløse sjæl som regel indrømme, men vil så fortvivlet spørge:  ”Hvordan bliver det anderledes?  Hvordan kommer jeg ud af denne selvoptagethed?”

Mit råd er ofte:  ”Slap af!  Slut med dine klage-bønner!  Ja, slut med at sige en masse, find dig hellere en god stol og slå op i din Bibel og lyt til ordet i stedet.  ”Tal Herre, din tjener hører”, lærte drengen Samuel at sige.  Og ikke:  ”Lyt Herre, din tjener taler!”

Dernæst skal du gøre op med dig selv, om du vil tro det ord, Gud har vidnet om sin Søn, dvs. være enig med Ham i det, Han siger – eller du fortsat vil tro dine følelser og være enig med dem, dvs. lade dem bestemme dit Gudsforhold.  Dette ”opgør” med dig selv er ikke nogen letkøbt sag, men det er ikke destomindre alt afgørende.

Læs så nogle ord, der handler om Jesus Kristus, og hvad Gud har gjort for dig i Ham.  Slå op i 1. Johs.br. 5 og læs:

”Godkender vi menneskers vidnesbyrd, så er Guds vidnesbyrd større….”  Godkender vi menneskers vidnesbyrd?  Ja, desværre har menneskers ord ofte større vægt end Herrens ord, men da bliver vi sørgeligt skuffet.  Læs videre:  ”Guds vidnesbyrd er jo dette, at Han har vidnet om sin Søn.”  (v.9).  Det afgørende for dig og mig er, om vi har fundet dette vidnesbyrd så troværdigt, at vi vil tage imod det og takke for det.

Til en ung mand, jeg talte grundigt og længe  med om frelsens enkle vej, sagde jeg:  ”Tør du tro det, Gud har sagt om sin Søn?  Og tør du sige det til Ham?”  Han indså, at han havde intet andet valg, og det var vidunderligt at høre ham med sine egne ord takke for det, Gud havde gjort for Ham i Jesus Kristus.  Det næsten mest vidunderlige for mig var at høre ham sige ”Fader…” i glæden over, at han nu p.gr.a. Kristi værk var blevet Hans barn.

Læs selv, hvad  Gud har vidnet om sin Søn i 1. Johs. 5:9-13.  Lad mig blot minde om de vidunderlige ord i v.13:  ”Dette har jeg skrevet til jer….”  Læg mærke til, at han siger ikke:  ”Denne følelse har jeg givet jer…”.  Nej, vi må have noget bedre at bygge på end vore følelser, nemlig det skrevne ord.  ”Dette har jeg skrevet til jer, for at I skal vide (ikke håbe!), at I har evigt liv, I, som tror på Guds Søns navn.”  Visheden bygger på det, som står skrevet, ikke på det, vi føler.

Dette hører med til selve begyndelsesgrundene i evangelisk og frelsende tro.  Alligevel møder jeg sjæle, som siger til mig:  ”Dette har vi aldrig hørt før!”  Hvorfor?  Ofte har det med forkyndelsen at gøre, som nok nævner navnet ”Jesus” ofte i begejstrede vendinger, men som levner lidt eller ingen plads for selve evangeliet om Guds Søn, og hvad dette evangelium indebærer i al sin uforskyldthed.  O, om dette evangelium fik lov at slippe til!

-jn-

8/3.10