Evangelisk lærdom om spedalskhed

Spørgsmål: Jeg véd vel, at spedalskhed i 3. Mosebog er et billede på synden, og at spedalskhedens renselse er et billede på forløsningen ved Kristi blod, hvorved vor Frelser har fuldbragt renselse for vore synder (Hebr. 1:3).  Men i kap. 13 i 3. Mosebog, hvor vi læser om, hvor omhyggelig præsten er med at fastslå om spedalskheden var til stede eller ej, står der i v. 12-13, at det angrebne menneske med den hvide spedalskhed ”fra top til tå”, alligevel bliver erklæret ren.  Hvordan var dette muligt?

Svar: Jo, forklaringen er den enkle, at selvom det angrebne menneske i det ydre så spedalsk ud, var der ikke tale om nogen reel eller ”levedygtig” spedalskhed, der var gået ”dybere end huden” (v. 3, 20).  Den spedalske ”hvidhed” hang som en død skorpe på det ellers raske menneske og ville gradvis falde af, thi under huden var der ingen sygdom, kun sundhed.  Han havde godt vist tegn på spedalskhed, men var under huden helbredt og kærnesund.

Set i lyset af evangeliets lærdomme bør vi huske, at synden aldrig er noget overfladisk, men går i dybden.  Den kan skjules for en tid, men ikke i det lange løb. 1. Tim. 5:24.  Det går an for en tid at holde en pæn facade og være et respektabelt, fromt medlem af kristenflokken, men Herren ser, hvad der skjuler sig bag det pæne ydre og vil ikke lade skjult synd undgå Hans dom.  ”Derfor består de gudløse ikke i dommen og syndere ej i retfærdiges menighed.”  (Salme 1:5).

Omvendt kan der på et frelst og genfødt menneske endnu hænge ved nogle af spedalskhedens (syndens) ydre ”skorper”, men de vil forsvinde efterhånden som det frelste menneske vokser i Kristi nåde og større kendskab til Herrens vilje.  Thi han er ren i Herrens øjne i kraft af Kristi blod og skal ikke frelses og genfødes en gang til, men vil være under Herrens opdragende nåde og Åndens helliggørelsesværk.

Forestil dig, at et menneske på Mose tid er blevet erklæret for ren, men stadig må døje med nogle døde rester af spedalskhed på sin krop og så bliver genstand for kritiske blikke og mistænkeliggørelse om, hvorvidt han nu er god nok og værdig til de troendes fællesskab, tempeltjenestens velsignelser og frydesang på lige fod med andre troende israelitter, der så ”pæne” og ”normale” ud.  Det ville naturligvis bedrøve både præsten, som har erklæret ham for ren og Guds Ånd.  Og sådan skal vi på nytestamentlig grund være varsomme med at dømme det ydre, som måske ikke passer til vor sædvanlige standard, medens der dog grundlæggende er sket en forvandling i et nyt hjerte, som elsker Herren.

Min åndelige far, Marinus Sørensen fra Jylland, var en kendt evangelist.  Under en af hans mødekampagner i Jylland var nogle unge piger blevet frelst og lagt til menigheden.  Men nogle ældre troende mødte dem med kritiske blikke p.gr.a. deres påklædning.  De gik stadig med alt for korte kjoler, syntes de.  Men Marinus Sørensen sagde til kritikerne:  ”Disse unge piger har ikke andet at gå i, men I er velkomne til at forære dem nogle nye kjoler!”  Resten af historien kender jeg ikke, men den benådede evangelist havde dog en pointe.  Selvfølgelig får det nye liv i Kristus også indvirkning på ydre ting så som påklædning, levevis, vaner og nye interesser, men i begyndelsen kan noget af det gamle hænge ved.  Det er der mange eksempler på, men ”skorperne” faldt dog af efterhånden.

Frelsen i Kristus er sket én gang for alle, men helliggørelsen fortsætter livet igennem.

-jn-

22.2.10