”Den, der giver andre at drikke, får selv stillet sin tørst!”  (Ordspr. 11:25)

Min kone er en af Røde Kors´ besøgsvenner.  Mindst én gang om ugen besøger hun et af byens plejecentre, og kender jeg hende ret, gør hun det fremragende.  ”Kunne ikke jeg få lov at komme med dig en dag?”  spurgte jeg.  -  ”Nej”,svarede hun blidt afværgende, ”man véd aldrig, hvad du finder på!”  Og det var vist ikke ment som noget kompliment.

Men en besøgsven på amatørplan er jeg dog blevet alligevel hos en af vore ældre, svagtseende venner, som nu er anbragt på plejehjem, fordi hun  er for dårlig til at kunne klare sig alene i sin privatbolig.  Denne besøgstjeneste har beredt mig selv stor glæde.  Min udi faget professionelle kone forsyner mig med thermokande og dejligt kaffebrød, og selv propper jeg i den store plasticpose min Bibel og Den Danske Salmebog.  (Havde vort sprog været et verdenssprog, ville denne salmebog have været i absolut verdensklasse!)

Særligt festligt er det, når min kone tager med mig.  (Jeg må stadigvæk ikke tage med hende! ).  Hun har øje for små detailler, jeg ikke har og giver således altid besøget et ekstra ”løft” og en særlig ”finish”.  Den ældre dame får ikke så mange besøg, men måske alligevel flere end så mange andre ensomme plejehjemsbeboere, der blot sidder dér og stirrer tomt ud i luften.  Hendes præst kan også dukke op.  Han læser ”dagens tekst”, dvs. den tekst, der gælder til om søndagen og beder Fadervor.  ”Dagens tekst” for mig er altid bogstaveligt dagens ord i dagens konkrete situation.  Salmerne synger hun med på, men Bibelen ”kan” hun også.  Guds ord har hun på forunderlig vis fået ind i sig i sin ungdom.

Min selvbestaltede besøgstjeneste har fået en ekstra, festlig dimension.  En af plejehjemsbeboerne er en elskelig, brasiliansk kvinde, som jeg nu genopfrisker mit portugisisk med – et sprog, jeg har været ulykkeligt borte fra i ca. 50 år.  Min portugisiske (brasilianske) Bibel er vidunderlig at støtte sig til, og en enkelt portugisisk sang kan jeg synge for hende.  Den hedder på dansk ”Jesus elsker alle så, Bibelen fortæller så…”

”Man véd ikke, hvad du kan finde på”, sagde min kone.  Det véd jeg heller ikke selv.  Men ”kærligheden opfindsom gør”, står der i en sang.  Vinden blæser, hvor den vil!  Har jeg noget selskabeligt instinkt bliver det næppe tilfredsstillet på et plejehjem.  Og dog!  Findes der noget rigere selskab end at dele det levende ord med andre på det sprog, der nu en gang er os forundt?  Jeg véd i hvert fald ikke om noget rigere.

-jn-

21.2.10