Samme dag Michael Jackson døde, mistede også en amerikansk soldat livet i Afganistan.  En tante til denne soldat spørger:  ”Hvorfor var der ingen, der bemærkede min nevøs død, medens ”the King of Pop” er blevet mindet i endeløse TV-udsendelser?”

Nævnte nevø, løjtnant Brian Bradshaw (24), døde af sårene fra en vejbombe, der sprang nær hans køretøj i Kheyl, Afganistan.  Men han er kun een ud af 13 amerikanske soldater, der er dræbt siden Michael Jacksons død, og som øjensynlig ikke fortjener nogen særlig omtale.

Dansk TV fulgte begejstret trop med resten af de mange udenlandske TV-stationer, ryddede alle andre, planlagte programmer og gav non-stop mediedækning til en tragedies mindeshow, hvor selv det ynkelige lig under politibeskyttelse blev hysterisk hyldet i en forgyldt kiste med sentimentale, religiøse undertoner.

Hvor diametralt modsat er en kristen begravelse, hvor hyldesten alene er rettet mod Ham, Helten fra Golgata og påskemorgen, dødens og gravens Overvinder. Her vil ingen efter at kisten er sænket i jorden bagefter i misforstået beundring sige:  ”Hvilket stort menneske!”  men derimod:  ”Hvilken stor Frelser!”

En af mine ældre venner sagde i telefonen til mig iaftes angående en kendt troende mands forestående begravelse:  ”Jeg ville ønske, der blev annonceret:  Højtiden slutter ved graven!”  Han tænkte på risikoen for den ensidige dyrkelse af den afdødes fortræffeligheder, som et  mindesamvær let kunne blive.

Ja, sådan udarter desværre også mange kristne mindesamvær, har jeg lagt mærke til, men behøver ikke at gøre det.  Jeg husker, Th. Mundus, som talte ved min morfars begravelse, og som selv var dødsmærket, sagde ved mindesamværet:  ”Jeg håber, at der vil være nogle, der vil samles sådan ved min død.”  Og det var der. Gode mindeord blev udtalt, som jeg tror Herren fik ære af.  Den slags begravelser har jeg altid forladt med et fornyet ønske om at følge Jesus Kristus.

Det har hændt mere end én gang, at en kristen begravelse blev til ligefrem et vækkelsesmøde.  Ved Mundus´ begravelse husker jeg, at en af hans uomvendte døtre stod frem ved mindesamværet og under gråd ytrede ønske om selv at blive omvendt.  Men det er sket mange gange  - i det mindste før i tiden.

”Lad de (åndeligt) døde begrave deres døde”, sagde vor Frelser.  Som fx ved popkongens begravelse.  Det er døde mennesker, - døde i overtrædelser og synder – som forgæves prøver at holde liv i det, som tilhører den evige død og fortabelse.  Men ”kostbar i Herrens øjne er Hans frommes død”, siger Bibelen (Psa. 116:15), hvadenten de får en ”ordentlig” begravelse eller som Lazarus i Luk. 16 ingen begravelse får.  Lad verden blot non-stop larme og skabe sig.  Vi er ”fremmede og udlændinge på jorden” og vor hu står til noget bedre, som vi med troens oplyste øjne ser og hilser ”i det fjerne” (Hebr. 11:13-16).

-jn-