”…. I skal være mine vidner!”  (Ap.G. 1:8)

Vor lokale avis, ”Sjællandske”, har jeg i årevis haft et såkaldt ad hoc samarbejde med.  Ikke mere nu, men jeg har stadig min gang i huset som et slags ”æresmedlem”.   De fleste i huset véd, hvad jeg står for.  ”Prædikeri” er unødvendigt.  Det har selvfølgelig lidt at gøre med min adgang til avisens spalter, som har været min virkelige ”prædikestol” -  til i øvrigt almindelig forargelse i avisdistriktet, men ikke så meget i huset internt.

Min blotte (og med mange fejl behæftede) tilstedeværelse er et vidnesbyrd.  Lad det være en opmuntring også for dig.  Læg mærke til, at Herren sagde:  ”I skal være mine vidner…”.  Han sagde ikke:  ”I skal vidne…”  Ser du forskellen?  Naturligvis kommer læbernes vidnesbyrd uvægerligt også ind i billedet, sådan som Guds Ånd lægger det til rette.  Men grundlæggende gælder det:  At ”være” er vigtigere end at ”gøre”.

”Sjællandske” har mange slags medarbejdere.  Især unge mennesker på telefonsalgssiden. De er et festligt, eksotisk syn af danskere, ikke-danskere, ny-danskere, inkl. muslimer (m. tørklæde el.uden), en enkelt jødisk pige, - og så almindelig ”neutral” ungdom.  Jeg elsker dem som mine egne børn.

Reklamechefen, en herlig, humørfyldt gut, tegnede under et møde en karikaturtegning af mig (karikaturtegninger er jo ”in” i DK!).  Den morede jeg mig over.  Han tegnede mig med en avis under armen iført præstekjole!  Vi er de bedste venner.  Han hilser mig ofte smilende med et:  ”Fred være med dig, fromme mand!”  En dag sagde han i fortrolighed:  ”Hvis du møder min far (hvad jeg har gjort), må du gerne sige noget til ham!”

En ikke-kristen ex-kollega og god ven af  vort hjem fik lov at læse en stor helsidesartikel til bl.a. ”Sjællandske”, som trykkes op til d. 13/2, og som handler om bombningen af Dresden for 65 år siden.  Da nemlig ”die Frauenkirche” blev genopbygget og indviet i 2005, havde englænderne – forsonligt - foræret kirken et smukt, stort kors belagt med 24 karat guld til anbrindelse på kirkens tårn.  Det blev kaldt ”forsoningskorset”. 

Min ven læste som sagt min artikel, som hedder ”Fra hævn til forsoning”.  Kun 10 ord ”stejlede” han over.  Jeg havde nemlig en passant skrevet:  ”Forsoning er jo, hvad korset i bred forstand handler om.”  Det var nok.  ”Din artikel bærer præg af din egen, kristne indstilling”, vrissede han.  Blot p.gr.a. de få ord.  Der skal ikke altid så meget til.  Mange ”prædikeord” duer ikke.  I dette tilfælde var et enkelt ord om korset forargeligt.

Nej, der skal ikke så meget til.  De små ting er store ting, når Herren er med i det.  At ”være” i det åbne terræn blandt ikke-kristne mennesker er tit en større udfordring end kirkelig, selskabelig hygge med indforståede, vi-véd-det-hele-trosfæller, ej mindst når det gælder vidnesbyrdet!

-jn-

1.2.10