”Mit liv har fået en alvorstone, som de unge ikke forstår.”  (tidl. norsk frihedskæmper i norsk TV)

Her i 65-året for 2. verdenskrigs afslutning har jeg igen haft fat i en fascinerende og lødig bog skrevet af en ung, smuk kvinde, Maria Wassiltchikoff, datter af en russisk fyrste fra Skt. Petersborg, som familien forlod (flygtede fra) i 1919.  Hun kom til Berlin med en anden smuk søster Tatiana i 1940 som 23-årig, statsløs russser m. baggrund i engelsk, fransk og russisk sprog, men hendes tysk var endnu ufuldkomment.

Bogen hedder ”Dagbøger fra Berlin 1940-45” (eng. titel:  ”The Berlin Diaries 1940-45) og beskriver disse søstres kamp for at klare sig igennem rædselsårene.  De rejste ikke til Berlin m. formue el. adgang til fede bankkonti, ville ikke tigge almisser hos venner,  men klarede sig med de jobs, der bød sig hos bl.a. ministerier og i radiotjenesten.  Maria, som kaldtes ”Missi”, arbejdede til sidst i 1945 i Wien som sygeplejerske.  Søsteren blev adeligt gift med en Paul Metternich i 1941, medens ”Missi” blev gift m. en U.S. efterretningsofficer i 1946.  Hun blev kun 61 år og døde i London i 1978 af leukemi, men efterlod sig disse dagbogsoptegnelser, som hendes yngre bror udgav m. suppleret med nyttige anmærkningeri.

Bogen bringer os tæt på nøglepersoner omkring det mislykkede 20. juli-attentat i 1944 mod Hitler -  som bekendt udført af greve Claus von Stauffenberg.  Mange af ”Missis” nære venner blev arresteret og henrettet, men selv undgik hun den berygtede Folkedomstol.  Så vidt vides, er det den eneste bog, der giver så levende nærbilleder af berørte personligheder fra dramaet d. 20. juli 1944 og tiden derefter.

”Missis” mor, prinsesse Lydia Wassiltchikoff, organiserede med stor ildhu hjælp til forhutlede, russiske krigsfanger, men blev stukket til Gestapo af en venindes mand, grev Pückler-Burghaus,  hvad der normalt ville betyde koncentrationslejr.  Men det lykkedes hende at gøre sig usynlig ved at lade sig installere på slottet Königswart i Böhmen, som tilhørte hendes svigersøns familie (von Metternich).

”Missi” og hendes aristokratiske familie tilhørte den russisk-ortodokse kirke, som jævnligt nævnes, uden at ”Missi” dog i bogen efterlader noget personligt tros-vidnesbyrd.  På den ene side arbejdede de to uadskillelige – ofte underernærede - søstre hårdt for at klare dagen og vejen, men samtidig omgikkes de usnobbet højadelen og diplomatiet.  ”Missi” skjuler heller sin foragt for den løssluppenhed, der også fandtes i de ”finere” kredse –  thi ærbart ventede de 2 prinsessser på den rette mand uden i utide at involvere sig i flæng m. andre mænd.  ”Missi” blev mor til 4 børn.

Jeg vedgår min fascination af bogen, ej mindst fordi der Gud ske lov stadig findes karakter-mennesker m. en historie, der gav dem en særlig alvorstone, som vor opvoksende generation ikke forstår.  En af 20. juli-kuppets hovedmænd, generalmajor Henning von Tresckow udtalte kort sin død (selvmord):  ”En mands værd kan kun bedømmes efter hans beredvillighed til at ofre sit liv for sin overbevisning.”

”Dagbøger fra Berlin” er ikke super ”åndelig”, men det skal en bog m. en uselvisk sjæl heller ikke være for at kunne give åndeligt udbytte!

-jn-

*) udgivet på dansk af Gyldendal 1989.