Kristendom er ildspåsættelse!  (Søren Kierkegaard).

Jeg var 15 år, da vor tysklærer fortalte os om Søren Kierkegaard (1813-1855).  Han gjorde det på en måde, der gav mig lyst til at lære ham nærmere at kende, hvilket også skete de efterfølgende år. S.K.´s græsk/latinsk-prægede, tunge sprogbrug var dog for lille mig ret utilgængeligt og håbløst.

Men læse ham måtte jeg.  Hans blotlæggelse af kristenhedens hykleri og komediespil stillet op mod fordringen om Kristi efterfølgelse var een stor vækkelsesprædiken.  Gud ske lov blev jeg ikke besat af ham.  Jeg kan stadig, usnobbet og frigjort, citere ham, sådan som  Paulus kunne citere en af sin tids store digtere (Ap.G. 17:28), men dog kun som springbræt for selve evangeliet.  Sådan, og kun sådan, ”bruger” jeg S.K.

Jeg er enig med en af mine gode amerikanske venner, en pastor i Ca., som mener, at S.K. bør læses med sund dømmekraft ( engelsk: discernment ).  Ja, det kræver netop denne fascinerende tænker, som i sin lidenskabelige og selvbeskuende radikalitet nærmede sig det sygelige og ind imellem  afskrev sig selv som en sand kristen samtidig med, at han gerne ville være det. (Han var paradoksets mester).

Ved at erklære kristendommen og de kristne for ikke-eksisterende u. forb. m. DNT var S.K. selvsagt unfair. Netop på hans tid levede i bedste velgående (udenom præsteskabet) oprigtige, ufuldkomne kristne.  Tænk på fx  ”de stærke jyder”, der var lægfolk af bønder, håndværkere, tjenestefolk, gudfrygtige kvinder, m.m., - ildsjæle, som statsmagten brutalt forfulgte.  Dem kunne S.K. gerne have mere end skelet til.

I Norge blomstrede også en lægmandsvækkelse, stammende fra nybrudet ved Hans Nielsen Hauge (1771-1824), som præsteskabet og den statsautoriserede fromhed under dansk jurisdiktion (ak, ak!) tilføjede ufattelige lidelser.  S.K.´s afskrivning af sand kristendom var uretfærdig. Men  S.K. stod hævet over alt og alle.  Han kørte med sit eget, ”inderliggjorte” ånds- og Gudsliv helt sit eget, eksklusive løb.

S.K. taler til mig på mindst to måder:  vækkende og advarende.  Vi kan som S.K. være så perfektionistiske og intellektuelt afrettede, at vi mister det jordnære, ufuldkomne Ånds-fællesskab og smider barnet ud med badevandet, dvs. udslukker vækkelsens vækkende brand.  1.Tess.5:19.

O, måtte det ved Guds nåde ikke ske!

-jn-

17.1.10