”Min Ånd skal ikke til evig tid gå i rette med menneskene….”  (1. Mos. 6:3, norsk og eng. ovs.)

Apostlen Peter svarer inspireret af Kristi Ånd på spørgsmålet om, hvorfor Gud ikke allerede har dømt med evig ild ugudeligheden i alle dens hæslige former i denne verden:  ”Han har langmodighed med jer, da Han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.”  2. Pet. 3:9.  Endnu står vor Frelsers vækkelsesprædiken i Mk. 1:15 ved magt.

Jeg tænker på DK og Europa, ja, og supermagten vestpå, hvor vi har en del af vort kød og blod, nemlig i ”den gyldne stat”, Californien, den mest homoseksuelle stat i USA.  En lov derovre er vedtaget om en special ”Harvey Milk Day” d. 22/5, hans fødselsdag.  (Harvey Milk var en markant homoseksuel politiker, der plæderede for homoseksuelles og andre seksuelle afvigeres frihed (læs: løssluppenhed) og indvalgt i S.F.´s byråd.  Han blev brutalt myrdet i 1978 og dermed gjort til de homoseksuelles martyr).  Mindedagen bliver ikke statshelligdag”, men skal dog højtidligholdes på skolerne.   Ak, stakkels, stakkels børn!

Hvorfor tillader Gud alt dette?  Hvorfor belønner præsident Obama Harvey Milk-sagen med ”The Presidential Medal of Freedom”, hvorefter Californiens guvernør, Arnold Schwartenegger under pres underskriver omtalte lov (hvad han ellers i begyndelsen nægtede), mens Gud er tavs?  Vi kan kun svare med apostlen Peter:  ”Han har langmodighed med jer.”

Langmodigheden har dog en grænse.  I Noahs umoralske tid lød ordene:  ”Min Ånd skal ikke til evig tid gå i rette med menneskene…”, som fik en respit på 120 år, hvor Noa som ”retfærdighedens forkynder” (2. Pet. 2:5) forgæves – og formentlig under spot og latter - vidnede om den kommende dom.  Hvor lang tids frist har Gud mon endnu givet vor korrupte kultur?

Vi lever ganske rigtigt  i nådens tidshusholdning.  Men det er en misforståelse at tro, at nådens evangelium ikke skal forkyndes hånd i hånd med ”den kommende dom”.  Det gjorde Paulus (se Ap.G. 24:25), og det gør altid den retfærdighedens forkynder,  Herren har sendt.  Både glæden og alvorstonen, den jublende fryd og den hellige bæven for Guds ord, er til stede.  Verdslig, sorgløs underholdning og larm i kristen sammenhæng er en pseudo-evangelisk udvanding af evangeliet, ja, en gudsbespottelse.

”Du taler så  gammeltestamentligt”, sagde en kirkegænger til mig, underforstået: ”Du er ikke evangelisk nok!”  Ak ja, spottere undgår vi ikke, men da kan jeg kun sige med apostlen:  ”De mennesker får deres dom med rette!”  (Rom. 3:8).

Trods al kirkelig fromhed!

-jn-

6.1.10.